|
Binyrebarkhormonbehandling
ved astma og risiko for udvikling af skøre knogler Speciallæge, dr.med. Peter Schwarz
|
||
|
Binyrebarkhormon,
er et hormon alle raske mennesker producere i binyrerne (deraf navnet). Hormonet
har en række meget betydningsfulde virkninger i menneskekroppen, og er således
vigtigt for et normalt immunforsvar, for omsætningen af næringsstoffer
(sukker, fedt og æggehvidestoffer), muskler og knogler.
Binyrebarkhormon
er altså et hormon med et meget stort virkningsfelt, og kan derfor anvendes som
medicin i forbindelse med en lang række tilstande, men samtidig giver hormonet
anledning til mulige bivirkninger, der hvor der ikke er behov for ekstra tilført
hormon.
Binyrebarkhormon
har en meget kraftig hæmmende effekt på inflammation (”betændelsestilstande”),
og derfor kan lægen vælge at anvende f.eks. prednisolon (et syntetisk
binyrebarkhormonpræparat) i høje doser hos nogle patienter med en alvorlig
forværring af astma, ved svære tilfælde af rygerlunger m.m. I en række
sygdomme, heriblandt astma, anvender man binyrebarkhormon i lave doser f.eks.
til inhaltation med henblik på forebyggelse af astmaanfald.
Selv
om binyrebarkhormon kan være meget effektivt i behandling af astma anfald og i
forebyggelsen af nye anfald, så har binyrebarkhormon desværre også mulighed
for at give en række kedelige bivirkninger. Dette at der kan opstå
bivirkninger må læge-patient imidlertid altid vurdere overfor den gunstige
virkning af binyrebarkhormonet. Bivirkningerne forøges med medicindosis,
ligesom lang tids behandling øger bivirkningsrisikoen overfor kort tids
behandling. Det er endvidere sådan at lokal behandling (f.eks. spray) synes at
give færre bivirkninger end den systemiske behandling (tabletter og
medicindrop).
Binyrebarkhormon
kan give anledning til bivirkninger på knoglerne, men også måneansigt,
udtynding af huden, ændring af psyke, sukkersyge, for højt blodtryk, øget
risiko for infektionssygdomme og tidlig åreforkalkning er kendte bivirkninger
ved brug af højde medicindoser (tabletter). I denne artikel fokuseres der på
binyrebarkhormons virkning på knoglerne.
Binyrebarkhormon
i doser over det normale for mennesket, altså som ved prednisolon behandling,
nedsætter optagelsen af kalk og vitamin D fra tarmen, et mineral og vitamin der
er essentielt for en normal knoglebalance. Prednisolonbehandling øger
nedbrydningen af knoglevævet og nedsætter knogleopbygningen, og endeligt
mindsker prednisolon gonadefunktionen med deraf følgende lavere mængde kønshormon,
hvilket igen påvirker kalkbalancen i knoglerne
Alle disse elementer til sammen kan medføre et betydeligt knogletab, et
tab der bliver større og større jo højere dosis og jo længere tid man
behandles med medicinen. Resultatet af prednisolonbehandlingen kan derfor
være udvikling af knogleskørhed. Man regner med at mellem 2 og 4
patienter ud af 10 der får prednisolon gennem længere tid får et knoglebrud
som følge af det knogletab der sker ved behandlingen. Ovenstående referere til
den systemiske behandling, altså tablet og dropbehandlingen med
binyrebarkhormon, men også lokalbehandling kan have en bivirkning på
knoglerne, se senere.
Dette
spørgsmål er ganske vanskeligt at besvare, men prednisolon behandling i mere
end 6 mdr., med en dosis på 7,5 mg dagligt giver med meget stor sandsynlighed
knogleskørhed, hvis den knoglemineraltæthed den enkelte har før behandling
svarer til gennemsnitsbefolkningen. Med baggrund i denne viden ydes der fra lægemiddelstyrelsen
lægemiddeltilskud til forebyggelse og behandling af de patienter der er i
prednisolonbehandling mere end 7,5 mg i mere end 6 mdr. og hvor en
knogleskanning har vist at patienten tilhøre risikogruppen. Imidlertid vil også
behandling med mindre doser, og høj dosis i kortere og måske gentagne
behandlingsperioder perioder kunne give anledning til de samme knogleproblemer
med udvikling af knogleskørhed. Det er derfor vigtigt for alle de i kortere
eller længere tid behandles med tablet prednisolon at få afklaret
risikoforholdene ved en DXA skanning (knogleskanning) hvor der måles
knoglemineraltætheden i ryggen og hoften. Skanningen bør normalt udføres
indenfor 2-4 uger efter indledt predniosolonbehandling da højdosis behandling
kan medføre et knogletab på op mod 30% på 3 mdr. Hvad så med lokalbehandling med inhalation af binyrebarkhormon – hvad ved vi om det? Flere nye undersøgelser på store grupper af astmapatienter behandlet med inhalationsbinyrebarkhormon gennem lang tid peger på, at selv dette at anvende binyrebarkhormon som inhalationsaerosol i lave doser, men igennem meget lang tid (år), kan medvirke til et øget tab af knoglemineral, og altså dermed øge risikoen for udvikling af knogleskørhed. Er dette rigtigt, vil det betyde at blot et lille behandlingsoverskud vil kunne medføre en negativ indflydelse på knoglesystemet, og forebyggelse bør foretages. Det er her vigtigt at understrege, at det er ny viden som bør kontrolleres yderligere ved undersøgelser, men omvendt en viden som bør anvendes allerede nu for forebyggelse af mulige knogleskader. Behandlingen med forebyggende binyrebarkhormoninhalation har revolutioneret astmabehandlingen, og fejlagtig opfattelse af at behandlingen er farlig for knoglerne bør imødegås. Imidlertid bør vor viden om binyrebarkhormon på knoglerne give anledning til forebyggelse af de mulige bivirkninger ved lang tids inhalationsbehandling. Da det ikke mindst er børn og unge, hvis knoglesystem ikke er færdigudviklet når inhalationsbehandlingen starter, bør man give råd vedrørende forebyggelse, se nedenfor.
Rigelig
motion anbefales (eller så meget som muligt) til såvel børn som voksne med
astma, men alle former for gymnastik/bevægelse har en god effekt på kroppen og
knoglerne.
En
hverdag med et tilstrækkeligt indtag af calcium (mælkeprodukter) og vitamin D
(fede fisk og sollys) bør alle efterleve, børn som voksne. Derudover bør alle
i vedvarende behandling med tablet binyrebarkhormon, uanset dosis, have ekstra
calcium og vitamin D, f.eks. calcium tablet med vitamin D (kombineret tablet der
kan købes som kosttilskud i håndkøb).
Børn
og voksne i behandling med inhalationsbehandling for forebyggelse af astmaanfald
bør sikre sig et dagligt indtag af calcium på mindst 1200-1500 mg dagligt og
vitamin D på mindst 600-1000 IE (15-25 mikrogram) dagligt. Hvis dette ikke kan
lade sig gøre bør der suppleres om med kosttilskud som ovenfor.
|
Siden er sidst opdateret 10-07-06
Forside | Sygdomme | Børnesygdomme | Undersøgelser | Sundhedsoversigten | Medicin | Ventelister |
Patientforeninger | Patientforsikring | Rejseforsikring | Rejsevaccination | Spørg Lægen | Søg i NetPatient®
Vigtigt - Betingelser for anvendelsen af NetPatient®
|
|