|
Speciallæge, professor. dr.med. Mogens Dam Epilepsi
De forskellige anfaldstyper, som optræder hos personer med epilepsi, kan inddeles på flere forskellige måder:
efter epilepsiens årsag, efter det sted i hjernen, hvor de abnorme elektriske udladninger begynder,
efter de observerede forandringer på Elektroencephalografi (EEG).
Man
ønsker at inddele anfaldene i forskellige typer, fordi behandlingen afhænger
af anfaldstypen og den dertil hørende forløbsform.
Partielle
eller fokale anfald
De
partielle anfald skyldes abnorme elektriske udladninger i et lokaliseret område
af hjernen.
Symptomerne under et sådant anfald vil dels afhænge af, i hvilket område af
hjernen de abnorme elektriske impulser starter, dels af om de forbliver i
dette område, eller om de spreder sig til hele hjernen (se nedenfor).
Man
skelner imellem to anfaldstyper: Simple partielle anfald og komplekse
partielle anfald. Fokale anfald,
der er det samme som partielle anfald, viser sig på mange forskellige måder.
Årsagen er, at det epileptiske fokus kan sidde mange forskellige steder i
hjernen. Det er dette fokus, der er ansvarligt for den måde, anfaldene viser
sig på.
Simple
partielle anfald defineres som anfald forårsaget af lokaliserede abnorme
udladninger uden påvirkning af bevidstheden.
Simple
partielle anfald er identiske med "aura". Da anfaldene starter i et
lokaliseret område af hjernen, vil personerne ofte opleve det som et varsel
om, at et anfald er begyndt. Man taler kun om varsel, hvis det simple
partielle anfald efterfølges af et komplekst partielt anfald eller et
krampeanfald.
Ordet
Aura går tilbage til grækernes tid og betyder åndepust. Denne aura kan
være meget forskellig fra person til person, men vil ofte være ens fra gang
til gang hos den enkelte person, idet de abnorme udladninger vil starte i
samme område hver gang. Den hyppigste aura er en ukarakteristisk opadstigende
fornemmelse i kroppen fra maven mod hovedet, den epigastriske aura, men det
kan dreje sig om lys-, lyd-, lugt- og smagsfornemmelser, samt om føleforstyrrelser.
De
simple partielle anfald varer gerne fra 1 til 2 minutter. De kan være
efterfulgt af træthed.
I
nogle tilfælde vil abnormiteterne opstå i de områder af hjernebarken, som
kontrollerer muskelbevægelser eller føle- og smertesans. Symptomerne vil afhænge
af, om det drejer sig om et område svarende til ansigt, en arm eller et ben,
samt om der er tale om påvirkning af bevægefunktion, såkaldte motoriske
symptomer, der viser sig i form af kramper.
Kramperne
kan være toniske, hvilket vil sige at armen eller benet bliver hårdt og
stift ofte med en fin sitren i musklerne. De kan også være kloniske, hvilket
vil sige rytmiske trækninger af en arm eller ben. Sådanne kramper kan efterfølges
af en forbigående lammelse af timers til dages varighed (Todd's parese).
Hvis
det simple partielle anfald starter i talecentret, får man talestop (afasi),
eller eventuelt taler man sort.
Hvis
symptomerne kun påvirker føle- og smertesansen, vil de bestå i dødhedsfornemmelse,
sovende eller snurrende fornemmelse, eller smerter i det påvirkede område.
De
abnorme elektriske udladninger kan også opstå i tindingelappen og give meget
forskellige symptomer. I nogle tilfælde vil anfaldene starte som simple
partielle anfald for derefter at udvikle sig til komplekse partielle anfald
med påvirket bevidsthed.
Der
kan under simple partielle anfald optræde forskellige oplevelsesfænomener,
som bagefter kan huskes, og som ofte medfører spekulationer hos personen, om
det kan dreje sig om en eventuel sindssygdom.
Under
anfaldene kan der ske ændring i:
Bekendte
ting eller omgivelser kan forekomme ganske ukendte (jamais vecu) eller en
situation kan virke bekendt, som om den er oplevet før, uden at det er tilfældet
(deja vecu).
Der
kan optræde livagtige drømmebilleder, indre tomhedsfornemmelse, en udtalt
angst, hvilket er hyppigt optrædende, eller lykkefølelse og en følelse af
salighed, hvilket er sjældnere.
Når
almindelige sanseindtryk forvrænges på denne måde, er det klart, at
personerne bliver bange og forbinder symptomerne med en psykisk sygdom.
Imidlertid er der blot tale om, at abnorme elektriske udladninger bringer
uorden i de sædvanlige sanseindtryk.
De
partielle anfald kan optræde i alle aldre, men de starter ofte hos voksne. I
mange tilfælde kender man årsagen,
i andre tilfælde kan man ikke påvise nogen. Nyere undersøgelser tyder på,
at anfaldene hos nogle personer er arvelige, hvilket ellers ikke plejer at være
tilfældet for partielle anfald.
Komplekse
partielle anfald defineres som anfald forårsaget af lokaliserede abnorme
udladninger, der medfører bevidsthedssvækkelse.
Komplekse
partielle anfald kan opstå på to måder. Simple partielle anfald kan udvikle
sig til komplekse, eller anfaldene kan starte som komplekse partielle anfald
med bevidsthedssvækkelse fra starten. Ved komplekse partielle anfald er de
abnorme udladninger oftest lokaliseret til tindingelappen, heraf det
tidligere navn tindingelapsepilepsi eller temporallapsepilepsi.
Under
disse anfald kan der ses såkaldte automatismer, automatiske handlinger, hvor
personen piller eller roder ved sit tøj eller ting omkring ham. Der er
desuden ofte grimasseren, tygge- eller smaskebevægelser, og formålsløse
gentagne bevægelser, kan iagttages.
Under
længere varende anfald kan de nævnte automatismer blive mere komplicerede,
idet personen kan have udført indviklede meningsfulde ting, som han bagefter
intet husker om. F.eks. kan personer køre i bil og tilbagelægge længere strækninger
og komme til sig selv et helt andet sted, end de havde planlagt at køre til.
Efter
komplekse partielle anfald kommer der oftest en reorienteringsfase, hvor
personen langsomt vender tilbage til normal bevidsthed. Denne fase kan vare
5-30 minutter. Der er praktisk talt altid glemsel for, hvad der foregår under
anfaldene.
Når
de komplekse partielle anfald starter i pandelappen, kan reorienteringsfasen
mangle og anfaldene kan være af kortere varighed. De kan således minde om
absencer.
Ved
såvel simple som komplekse partielle anfald kan de elektriske udladninger
sprede sig til hele hjernen. Man taler om en sekundær generalisering. Dette
medfører, at anfaldet kan afsluttes med generaliserede kramper og bevidstløshed,
eventuelt forudgået af en langsom udbredning, af
symptomerne.
|
Siden er sidst opdateret 18-01-07
Forside | Sygdomme | Børnesygdomme | Undersøgelser | Sundhedsoversigten | Medicin | Ventelister |
Patientforeninger | Patientforsikring | Rejseforsikring | Rejsevaccination | Spørg Lægen | Søg i NetPatient®
Vigtigt - Betingelser for anvendelsen af NetPatient®
|
|