Speciallæge, professor. dr.med. Mogens Dam

Epilepsi

  • Generaliserede epilepsianfald

De abnorme impulser, som starter det generaliserede anfald, udspringer fra de centrale dele af hjernen og spredes øjeblikkelig til hele overfladen i et samspil mellem hjernebarken og centrum af hjernen.

Personen ved i denne situation sjældent noget om, at et anfald er undervejs. Generaliserede elektriske udladninger i hjernen medfører næsten altid tab af bevidstheden.

Man skelner imellem følgende generaliserede anfaldstyper:

Det generaliserede krampeanfald, tidligere ofte kaldet grand mal, benævntes i dansk folkemunde "ligfald". Uden forudgående varsel styrter personen til jorden, eventuelt med et skrig. Vejrtræk­ningen ophører, og der optræder stivhed af arme og ben, de såkaldte toniske kramper, som efterfølges af rykvise trækninger, også kaldet kloniske kramper. Herefter ligger personen stille hen, ofte blå  i hovedet, indtil vejrtrækningen igen begynder af sig selv.

De fleste personer synker efter anfald hen i dyb søvn i kortere eller længere tid. Det fører ofte til den misforståelse, at de fortsat er bevidstløse. Der er imidlertid blot tale om meget dyb søvn.

Under anfaldet kan der komme skum (fråde) omkring munden. Det skyldes ophobning af spyt og slim fra svælget. Såfremt personen under anfaldet kommer til at bide sig i tungen, kan der forekomme blodtilblanding, som kan se meget dramatisk ud. Tunge- og kindbid er imidlertid ganske ufarlige, selvom de kan være meget ubehagelige pga. de smerter, der kan vare i flere uger efter et anfald. Der er næsten altid tale om ganske overfladiske sår i siden af tungen eller kinden, som læges hurtigt. Der foreligger ingen eksempler på, at man er kommet til at bide tungen af.

Tidligere anvendtes ofte den såkaldte "krampepind", en spatel omviklet med gaze eller hvad man ellers havde ved hånden, for at forhindre tungebid. Dette er unødvendigt og kan være farligt, da tænderne kan knække på grund af kraftig sammenbidning under kramperne. I værste fald kan tandstumper passere ned i luftrøret og forårsage vejrtræk­ningsproblemer eller eventuelt byld på lungen.

Hos nogle personer optræder urinafgang og afgang af afføring i tilslutning til anfald.

Når personerne vågner op efter anfald, vil de altid have glemt, hvad der er sket, ofte være trætte, have hovedpine og føle sig "mørbankede" på grund af det store muskelarbejde, som et krampeanfald er.

Varigheden af krampeanfald kan svinge, men langt de fleste er af 1-2 minutters varighed.

Et krampeanfald ser meget dramatisk ud, men man skal huske, at personen er helt bevidstløs under anfaldet og ikke har smerter. Hvis man skulle komme ud for at overvære et krampeanfald, kræves der kun ganske få ting for at hjælpe personen bedst muligt.  Hvis personen er udsat for at pådrage sig traumer mod hovedet under anfald, på grund af fortovskant eller lignende, skal man forsøge at forhindre dette. Man bør ligeledes straks forsøge at løsne stramtsiddende tøj som slips eller livrem. Når kramperne er ophørt, vender man personen om i NATO-stilling (aflåst sideleje) for at for­hindre, at slim og blod løber ned i lungerne.

Såfremt personen kommer til sig selv i løbet af kortere tid, vil det sjældent være nødvendigt at tilkalde ambulance med henblik på indlæggelse. At det er en person med epilepsi, vil man ofte kunne få at vide ved hjælp af en anfaldskalender, som alle personer med epilepsi bør have på sig.

Krampeanfald kan optræde på alle tidspunkter af døgnet. Dog er der ved forskellige epilepsityper ofte et vist mønster i disse tidspunkter. Hvis det drejer sig om en arvelig epilepsi eller krampeanfald udviklet som komplikation til absencer, vil krampeanfaldene ofte optræde i tilslutning til eller kort efter opvågning.

Krampeanfald, der optræder som komplikation til simple eller komplekse partielle anfald, vil derimod oftere optræde under søvn. Hos en del personer med påviselig årsag til deres epilepsi samt hos nogle personer med idiopatisk epilepsi ses ingen speciel sammenhæng imellem døgnrytme og anfalds­tidspunkter.

Fraværs episoder (Absencer), Absencer kaldtes også tidligere petit mal eller små anfald og ses ved forskellige børneepilepsier, men kan i sjældne tilfælde ses helt op i voksen alderen. Selve anfaldet starter uden noget forvarsel og viser sig som få sekunder eller endnu kortere varende anfald, hvorunder barnet er bevidstløst. I langt de fleste tilfælde varer dette dog så kort, at den naturlige spænding i musklerne, tonus, bevares, så barnet ikke falder om. Eventuelt kan tonus forsvinde i halsmuskulaturen, så hovedet synker ned, eller i en hånd, så barnet taber, hvad det har i hånden, såkaldt håndslip. Varer anfaldet længere, kan tonus dog forsvinde i hele kroppen, hvilket medfører, at barnet falder omkuld, men det er sjældent.

Under anfaldene kan desuden optræde øjenblinken, øjendrejning opad, grimasseren eller trækninger i ansigtet, men disse symptomer er ofte diskrete. Anfaldene ophører lige så brat, som  de begynder. Det vil sige, at barnet øjeblikkelig genvinder normal bevidsthed. Barnet kan ofte genoptage sin aktivitet umiddelbart efter anfaldet.

I modsætning til alle andre anfaldstyper, optræder absencer med en meget stor hyppighed, det vil sige mange anfald dagligt, ofte op til flere hundrede. Hvis man ikke er klar over den rette sammenhæng, kan det medføre, at barnet får adfærdsproblemer og skolevanskeligheder, fordi barnet ikke ved, hvad der er foregået under de utallige kortvarige tilfælde med bevidstløshed.

Undertiden vil barnet blive opfattet som værende autistisk. Man må forstå, at de mange absencer klipper hul i opfattelsen af, hvad der foregår omkring barnet. Det er ligesom at se en film, hvor der mange gange er klippet en meter eller mere ud af filmen. Det bliver på den måde svært at få sammenhæng i det, der foregår omkring barnet. Absencer kan i omtrent halvdelen af tilfældene kompliceres med krampean­fald, der ofte vil debutere omkring puberteten.

Atypiske absencer, er længerevarende absencer. De starter langsommere og slutter også ved at svinde langsomt bort.

Myoklone anfald Det er anfald, der viser sig ved pludselige muskelryk i en arm eller ben. Ofte optræder de i begge arme, asynkront. De kan resultere i, at ting bliver kastet et stykke væk. Men de kan også være så diskrete, at de kun føles som et elektrisk stød i armene eller kroppen.

  • Medicin der anvendes til forebyggelse og behandling af epilepsi

  • Antiepileptika

 

Siden er sidst opdateret 18-01-07


Forside | Sygdomme | BørnesygdommeUndersøgelser | Sundhedsoversigten | Medicin | Ventelister

PatientforeningerPatientforsikring Rejseforsikring | RejsevaccinationSpørg Lægen | Søg i NetPatient®

NetPatient®

Vigtigt - Betingelser for anvendelsen af NetPatient®