|
Speciallæge, professor. dr.med. Mogens Dam Epilepsi
Selv
hvis man kun har sjældne anfald, påvirker det ens selvtillid og selvværd på
en negativ måde. Personer med epilepsi lever i en konstant frygt for et nyt
anfald, hvad der kaster en skygge over deres tilværelse. Dertil kommer
spekulationer over byrden af en langvarig medicinsk behandling, problemer
med bilkørsel og med at bevare jobbet.
Personen
med hyppigt tilbagevendende anfald ser en dyster fremtid i møde. Den
konstante frygt virker lammende, og fortrængning bliver brugt for at reducere
angsten til et acceptabelt niveau. Mange
personer med epilepsi og deres familie opgiver håbet om et normalt liv uden
anfald.
Epilepsi
er en lidelse, der hyppigst begynder i barndommen eller ungdommen. Personer
med epilepsi trækkes med deres problemer i de mest produktive år. Det er
bestemt ikke ualmindeligt, at en person har epilepsi i over 40 år.
Selvom
anfaldene i sig selv og de efterfølgende symptomer ofte varer relativt kort
tid, måske kun minutter, kan personen være totalt invalideret af dem. Den
sociale isolation og fremmedgørelsen, der kommer af at have en sygdom, der
giver uventede anfald og tab af kontrol, samt de bivirkninger, der ofte følger med
den medicinske behandling, gør handicappet særligt belastende.
Helt
billigt er det heller ikke at lide af epilepsi. I modsætning til i England,
hvor medicinen er gratis, må danskere med epilepsi betale betydelige summer
for den bedste medicinske behandling.
Dertil
kommer traumer i forbindelse med anfald og en øget dødelighed, der for
personer med komplekse partielle anfald er 25 gange større end i den raske
befolkning.
Mange
tror, at bivirkninger af medicinsk behandling med antiepileptika kun består i sløvhed, træthed, træg
tankegang, dårlig hukommelse og depression, men ikke sjældent drejer det sig
også om forandringer i blodbilledet, forandringer af huden, bindevævsforandringer,
øget behåring eller hårtab, vægtstigning eller sjældnere vægttab og påvirkning
af synsfeltet. For kvinder i den fødedygtige alder er der også problemer med
misdannelser hos fostrene.
Personer,
der fortsat har anfald, har problemer med at få kørekort. Det betyder mindre,
hvis man bor i en større by med gode offentlige transportmidler, men bor man på
landet, er det et stort problem, som kan hindre vedkommende i at få arbejde.
Mange med epilepsi har også svært ved at få en livsforsikring på samme vilkår
som andre.
|
Siden er sidst opdateret 18-01-07
Forside | Sygdomme | Børnesygdomme | Undersøgelser | Sundhedsoversigten | Medicin | Ventelister |
Patientforeninger | Patientforsikring | Rejseforsikring | Rejsevaccination | Spørg Lægen | Søg i NetPatient®
Vigtigt - Betingelser for anvendelsen af NetPatient®
|
|