Speciallæge, dr.med. Peter Schwarz & speciallæge, dr.med. Jens D. Lundgren

HIV og AIDS  

• Hvordan behandles HIV ?

Behandlingen består i en kombination af 3 lægemidler som hver i sær bremser formeringen af HIV i CD4 cellerne. Herved mindskes henfaldet af CD4 celler, og antallet af CD4 celler begynder så at stige.

Behandlingen gives kun til de HIV positive patienter som er i risiko, eller som allerede har udviklet AIDS. Det er bedst om behandlingen kan startes på et tidspunkt, hvor man ved en blodprøve, kan måle at CD4 tallet er på vej ned, men før patienten har nået at udvikle alvorlige symptomer på immundefekt. Derved bliver behandlingen forebyggende, og har altså til formål, at undgå at man få AIDS. Behandlingen har også effekt hos patienter som allerede har udviklet AIDS, men de løber den risiko, at AIDS sygdommen trods alt når at efterlade sig varige mén. Desuden tager det noget tid for behandlingen at genskabe et velfungerende immunsystem og i dette tidsrum løber man risikoen for at få tilbagefald af AIDS sygdomme. 

Der findes i alt 17 lægemidler som kan bremse HIV's formering. De stoffer inddeles i 3 stof grupper der kaldes: nukleosid analoger, non-nukleosid analoger og protease hæmmere. Den typiske opstarts behandling består af 2 nukleosid analoger (fx. zidovdine og lamivudine og en non-nucleosid analog). 

Nye stofgrupper er for øjeblikket under udvikling. De nye mediciner er i stand til at angribe HIV i andre trin af dens livscyklus, sammenlignet med de tilgængelige medicinske præparater vi kender i dag. De såkaldte fusionshæmmere er den stof gruppe som er længst fremme i udviklingen, og det første lægemidler forventes at kommer på markedet i løbet af 2003. De såkaldte integrase hæmmere forventes ikke at komme på markedet før tidligst i 2005-6.

Behandlingen har undergået en rivende udvikling over de sidste 6 år. Den er blevet nemmere at gennemføre, pille antallet er væsentligt reduceret og giver færre bivirkninger, end hvad var tilfældet tidligere. Dog er der fortsat væsentlige problemer at forholde sig til. De to vigtigste er muligheden for udvikling af resistens overfor medicinen og risikoen for udvikling af sent indsættende bivirkninger.

Der er beskrevet resistens overfor alle tilgængelige lægemidler. Måden at undgå udviklingen af resistens på er, fuldstændigt at undertrykke HIV's formering i kroppen, som er en absolut nødvendighed for at resistensen kan udvikle sig. Standard behandlingen er i stand til at undertrykke virus formeringen, men det kræver at den tages helt regelmæssigt, samt at personen ikke bliver smittet med en resistent virus fra en anden person. Når resistensen først har udviklet sig kan patienten ikke slippe af med den igen. Man kan prøve at ændre behandlingen for igen at få kontrol over formeringen af HIV, og nogle gange lykkes det. 

Afhængigt af hvilke præparater man vælger kan kombinationsbehandlingen medføre en række bivirkninger. Nogle starter tidligt efter behandlingen er påbegyndt, andre først efter måneder til års behandling. Det er især de sent indsættende bivirkninger som bekymre. De indbefatter ændret fedtfordeling i kroppen, at kroppen begynder at producere for meget mælkesyre, udvikling af sukkersyge og forhøjelse af kolsterol-tallet. Nogle af disse bivirkninger giver ikke umiddelbart mærkbare symptomer men kan skabe problemer på længere sigt. Der foregår en intens forskningsindsats for nøjere at forstå præcist hvordan disse bivirkninger opstår.

Tilbage til alt om HIV og AIDS

• Relevante links

• AIDS-Fondet

• AIDS-info

• AIDS-Linien

• Helvedesild 

• HIV-Danmark

• HIV-info

• HIV og AIDS

• HIV-pensionatet

• HIV-portalen

• "Kold lungebetændelse"

• Lungebetændelse

• Positivgruppen

• Røntgen af lunger

• Sexlinien