Speciallæge, ph.d. Jesper Clausager

Virus Hjernehindebetændelse (Virus-meningitis)

Hjernehindebetændelse (=meningitis) kan ramme alle. Sygdommen kan være alvorlig og kan udvikle sig meget hurtigt (indenfor få timer). Såvel bakterier som virus kan give meningitis, men behandlingen og forløbet af de to typer er vidt forskellige, og det er derfor vigtigt at fastslå om det er en bakterie eller en virus som har forårsaget meningitis. Har man derfor mistanke om meningitis er det  vigtigt at kontakte læge uanset om man mistænker en virus- eller bakteriemeningitis.

  • Symptomer

De klassiske symptomer er høj feber, hovedpine og nakke-rygstivhed. Herudover kan også forekomme lysskyhed, udslæt, halssmerter og opkastninger. 

Hos små børn kan symptomerne være vanskelige at identificere men kan typisk bestå af feber, irritabilitet, vanskelighed ved at vække barnet eller at barnet nægter at spise.

Ved høj feber, nakke-rygstivhed og alment påvirket tilstand skal man kalde 112. (se også bakteriel meningitis).

Symptomerne vil typisk optræde inden for en uge efter at man er smittet.

  • Årsager til virus- hjernehindebetændelse

Årsagen er en virus; mange forskellige vira kan give meningitis. De hyppigste årsager til meningitis er enterovirus (coxsackievirus og echovirus), men virusmeningitis kan også optræde som et resultat af en infektion med herpes simplex, skoldkopper, mæslinger eller  polio.

  • Smitte

Smittemåderne afhænger af hvilken type virus som man er smittet med. Smitten kan enten spredes via hoste og nysen, eller p.g.a. dårlig toilethygiejne, eller via forurenet vand. Man kan smitte andre med virus fra 3 dage efter man selv er smittet.

Da mange med virusmeningitis ikke får symptomer kan det være vanskeligt at forhindre spredning af virus. Har man kontakt med en person som kan tænkes at have virusmeningitis kan man mindske risikoen for smitte ved at vaske hænder grundigt og hyppigt.

Alle kan smittes med virus meningitis men sygdommen ses hyppigere hos børn og unge.

  • Behandling

Der findes ingen specifik behandling for virus meningitis. Antibiotika virker ikke mod virusinfektioner. Virusmeningitis er som regel ufarlig, og kræver ingen behandling. Sygdommen går over af sig selv uden behandling.

  • Komplikationer

Virusmeningitis er som oftest uden komplikationer. Som regel varer symptomerne 7 til 10 dage og den smittede kommer sig fuldstændig. Nogle kan have tendens til hovedpine og træthed evt. depressioner et stykke tid efter sygdommens ophør.  

 

Siden er sidst opdateret 06-02-07


Forside | Sygdomme | BørnesygdommeUndersøgelser | Sundhedsoversigten | Medicin | Ventelister

PatientforeningerPatientforsikring Rejseforsikring | RejsevaccinationSpørg Lægen | Søg i NetPatient®

NetPatient®

Vigtigt - Betingelser for anvendelsen af NetPatient®