Speciallæge, ph.d. Jesper Clausager og speciallæge, dr.med. Peter Schwarz

Bihulebetændelse (kæbehule/pandehulebetændelse/sinuitis)

 

   
 

Bihulebetændelse er en lidelse der hyppigt ses i konsultationen hos den praktiserende læge og hos øre-næse-hals læger. Der er tale om en betændelses tilstand i en eller flere af næsens bihuler som består af 4 hulrum som alle støder op til næsen. Ved bihulebetændelse er afløbskanalen fra bihulerne til næsen tilstoppet hvorved der opstå betændelse.   

Bihulebetændelse inddeles i akut og kronisk bihulebetændelse. Ved symptomer i mindre end 8 uger og mere end 4 tilfælde årligt er der tale om akut bihulebetændelse. Hvis symptomerne har varet mere end 8 uger eller der har været mere end 4 tilfælde om året betegnes det kronisk bihulebetændelse (voksne).  

  • Symptomer

Ved den akutte bihulebetændelse tiltager symptomerne over flere dage samtidig med tilstoppet næse, øget sekret i svælget, samt hoste og smerte. Smerterne er typisk lokaliseret over den inficerede bihule (pande eller kæbehule) og kan give smerte i tænderne, bag øjnene (kan give hævelse omkring øjnene), i panden eller sjældent i baghovedet. Bihulebetændelse rammer oftest voksne og store børn.

Den kroniske bihulebetændelse har ofte et længere forløb, men med mindre udtalte symptomer mht. smerter, stoppet næse og  sekretion fra næsen

Det kan være vanskeligt at stille diagnosen bihulebetændelse. Visse blodprøver kan give et fingerpeg, men skal man være helt sikker skal der foretages en punktur af kæbehulen og indholdet dyrkes for bakterier. Dette udføres dog sjældent for at stille diagnosen. Forkølelse, allergisk rhinitis og næse polypper kan give de samme symptomer som bihulebetændelse.

  • Årsag til bihulebetændelse

Bihulebetændelse skyldes oftest en virusinfektion som senere kan udvikle sig til en bakteriel infektion. Typisk ses det som en komplikation til en forkølelse eller influenza. På grund af slimhindehævelse er afløbet fra bihulerne aflukket og betændelse kan opstå i ét eller flere af de 4 bihuler der støder op til næsen (to pandehuler og 2 kæbehuler).

  • Smitte

Bihulebetændelse smitter ikke, men er en sygdom der optræder som komplikation til f.eks. influenza eller forkølelse.

  • Komplikationer

Tilbagevendende tilfælde af bihulebetændelse kan ved overbehandling med næsedråber skade næseslimhinden. 

  • Behandling

Den vigtigste behandling ved såvel akut som kronisk bihulebetændelse er at genoprette en normal luftpassage i næsen og herved bedre afløbet fra bihulerne.  Dette kan man forsøge at gøre ved brug af næsedråber der får slimhinderne til at trække sig sammen. 

Lokal steroid spray har vist sig at have en vis virkning hvis det tages i kombination med antibiotika. Steroid dæmper ødemet som skyldes betændelsesreaktionen. 

Hvis man lider af allergi fx allergisk rhinitis kan antihistaminer evt. prøves for at dæmpe en allergisk reaktion.

Saltvandsskylning er en billig og uskadelig behandling ved bihulebetændelse. Dette kan foretages med en næseskyller som kan købes på bl.a. apoteket, eller i form at ampuller der sprøjtes op i næsen. Fysiologisk saltvand har en gavnlig virkning på næseslimhinden og kan prøves som supplement  til behandling med næsedråber.   

I tilfælde med svær bihulebetændelse, med samtidig feber, kan det være nødvendigt med antibiotika behandling. Det mest effektive har vist sig at være behandling med enten penicillin eller amoxicillin i 7 - 14 dage.

Hos øre-næse-halslægen kan der evt. forsøges med en såkaldt Proetz-sugning, hvor patienten i liggende stilling får næsedråber med efterfølgende udsugning af betændelse. Dette kan bedre trykken og smerterne. 

Ved kraftige symptomer kan det være nødvendigt at foretage en punktur af bihulen i lokalbedøvelse med efterfølgende saltvandsskylning af kæbehulen. Der kan evt. indlægges et dræn, hvor der foretages skylninger af bihulen over flere dage. Ved kronisk bihulebetændelse kan det være nødvendigt med operation, hvor ventilationen til bihulerne søges forbedret så slimhinden i bihulen kan normaliseres. Der ses varig bedring hos 80-90% af de opererede.

 

 

 

Siden er sidst opdateret 04-02-07


Forside | Sygdomme | BørnesygdommeUndersøgelser | Sundhedsoversigten | Medicin | Ventelister

PatientforeningerPatientforsikring Rejseforsikring | RejsevaccinationSpørg Lægen | Søg i NetPatient®

NetPatient®

Vigtigt - Betingelser for anvendelsen af NetPatient®