|
Astma og graviditet
Der er behov for tæt kontrol med måling af lungefunktion af den gravide astma-patient. Især for at kunne opdage forværring i sygdommen så tidligt som muligt. Dette kræver ændring af behandlingen ofte med højere og hyppigere inhalationsdoser.
Man kan sammenligne gravide med astma og sukkersyge, for så vidt begge grupper
bør følges lige tæt under graviditeten.
Hjemme bør gravide astmatikere efter
grundig instruktion følge deres lungefunktion med måling af peak-flow.
Herved kan man tidligt opdage tegn på forværring af sygdommen.
En dårlig kontrol og behandling af astma under graviditeten kan føre til øget
risiko for tidlig fødsel og lav fødselsvægt, samt øget risiko for fosterdød
ved fødslen.
Stabil astma hos en gravid behandles på
samme måde som stabil astma hos ikke-gravide, det vil sige inhalationssteroid
som forebyggende og luftvejsudvidende inhalation som
anfaldsbehandling.
Forebyggende behandling med inhalationssteroid
udgør ingen risiko for fosteret, og kan ved forværring af astmasymptomer øges
efter anvisning.
Ved sværere forværring af astmasymptomerne kan det være nødvendigt
at give behandling med binyrebarkhormontabletter (prednisolon)
i én til to uger. Hvis en gravid astmatiker ikke får det bedre efter kort tids behandling eller forværres bør hun indlægges til mere intensiv behandling.
Theofyllin-tabletter, som af og
til benyttes i sværere tilfælde af astma, bør reduceres og i nogle tilfælde
undgås, idet der især i slutningen af graviditeten og ved amning kan forekomme
ophobning af det aktive stof med forgiftningssymptomer. Tobaksrygning under graviditeten øger risikoen for at få påvirket lungefunktion og små luftveje hos nyfødte og spædbørn, og heraf en øget risiko for at få astmatisk bronkitis og astma. Men også fortsat udsættelse for passiv tobaksrygning i barndommen øger denne risiko betydeligt.
|
Siden er sidst opdateret 04-02-07
Forside | Sygdomme | Børnesygdomme | Undersøgelser | Sundhedsoversigten | Medicin | Ventelister |
Patientforeninger | Patientforsikring | Rejseforsikring | Rejsevaccination | Spørg Lægen | Søg i NetPatient®
Vigtigt - Betingelser for anvendelsen af NetPatient®
|
|