Bromhexin “DAK”

Bromhexin “DAK” er et slimløsende middel, som fås i håndkøb. Midlet anvendes mod slimet hoste samt til behandling af Sjögrens syndrom.

 

Hvor kan man købe Bromhexin “DAK”?

Bromhexin “DAK” er et håndkøbslægemiddel, som kan købes på de fleste apoteker. Herudover kan Bromhexin “DAK” med fordel købes på internettet, hvor det som regel er billigere end i de fysiske butikker:


 

Anvendelse

Bromhexin “DAK” anvendes ved luftvejslidelser hvor patienten har vanskeligheder ved at hoste sejt slim op. Bromhexin “DAK” anvendes også ved Sjögrens syndrom.

Bromhexin “DAK” må kun anvendes til børn under 2 år ifølge aftale med lægen.

 

Virkning

Bromhexin “DAK” indeholdet aktivstoffet bromhexin (bromhexinhydroklorid), som har en slimløsende virkning (en fortyndende virkning på sejt slim i luftvejene, hvilket gør det nemmere at hoste det op).

Bromhexin har endvidere en fugtighedsstimulerende virkning i slimhinderne i munden, svælget og øjnene, hvilket gør det anvendeligt ved Sjögrens syndrom.

 

Advarsel

Bromhexin “DAK” bør ikke tages, hvis du:

  • for nylig har hostet blod op (hæmoptyse)
  • har mavesår, sår på tolvfingertarmen eller sår i spiserøret
  • er overfølsom over for bromhexin eller et af de øvrige indholdsstoffer

I nogle tilfælde ses kraftige reaktioner i huden eller slimhinderne, hvilket kan skyldes det aktive indholdsstof. Hvis du oplever hudreaktioner ved anvendelse med bromhexin, bør du stoppe behandlingen og søge læge omgående.

Vær opmærksom på at Bromhexin “DAK” mikstur indeholder alkohol (4% vol). Derfor må miksturen ikke anvendes sammen med disulfiram (Antabus®) og kun med forsigtighed sammen andre lægemidler, der kan forstærke effekten af alkohol.

Husk at oplyse lægen eller apotekspersonalet om alle de typer medicin du tager, inden du anvender Bromhexin “DAK”.

Bivirkninger

Bromhexin “DAK” medfører bivirkninger hos op til 2% af de patienter, der anvender midlet. De mest almindelige bivirkninger er milde  gener fra mave og tarm såsom diarré, kvalme, mavesmerter og opkast.

Herunder ses en komplet oversigt over bivirkninger fra Lægemiddelstyrelsens produktresumé:

  • Almindelige (1 – 10%): diarré, kvalme, mavesmerter, opkast.
  • Sjældne (0,01 – 0,1%): overfølsomhedsreaktioner, bronkospasmer, udslæt, nældefeber (uticaria).
  • Ukendte: anafylaktiske reaktioner (herunder alvorlige allergisk reaktion [anafylaktisk shock og angioødem] og kløe), alvorlige reaktioner i huden og vævet (herunder erythema multiforme, Stevens-Johnsons syndrom m.fl.).

Overdosering kan medføre kvalme og opkastninger. Kontakt lægen eller apoteket hvis du har taget for meget Bromhexin “DAK”.

 

Graviditet

Bromhexin “DAK” bør anvendes med forsigtighed af gravide. Tal med din læge.

 

Amning

Bromhexin “DAK” udskilles i modermælken og bør derfor ikke anvendes i ammeperioden.

 

Dosis

Bromhexin “DAK” Findes som tabletter á 8 mg og mikstur 0,8 mg/ml (150/300 ml):

 

Hoste

Tabletter 

  • Voksne og børn over 10 år: 1-2 tabletter (8 – 16 mg) 3 gange i døgnet.
  • Børn 6-10 år: ½ – 1 tablet (4 – 8 mg) 3 gange i døgnet. 

Mikstur

  • Voksne og børn over 10 år: 10 – 20 ml (8 – 16 mg) 3 gange i døgnet.
  • Børn 6 – 10 år: 5 – 10 ml (4 – 8 mg) 3 gange i døgnet. 
  • Børn 2-6 år: 2,5 – 5 ml (2 – 4 mg) 3 gange i døgnet. 

Sjögrens syndrom 

  • Voksne:
    • Tabletter: Op til 4 tabletter (32 mg) 3 gange i døgnet.
    • Mikstur: Op til 40 ml (32 mg) 3 gange i døgnet.  

Bromhexin “DAK” må kun anvendes til børn under 2 år efter lægens anvisning.

 

Indhold

  • Aktivstof: Bromhexin.
  • Hjælpestoffer: levomenthol, fortyndet saltsyre, methylparahydroxybenzoat, ethanol 96%, sorbitol, renset vand.
  • Producent: Takeda Pharma

 

Præparater med lignende eller samme virkning

Ansvarsfraskrivelse: Alle informationer om medicin på NetPatient.dk stilles til gratis rådighed for vores brugere, men erstatter ikke lægekonsultation eller vejledning fra behandlere, apoteker o.lign. Hvis du er i tvivl om, hvordan et lægemiddel skal anvendes, bør du altid konsultere din praktiserende læge eller spørge på apoteket.