Centyl® med kaliumklorid, Centyl® Mite med kaliumklorid

Centyl® er et vanddrivende lægemiddel, der anvendes ved væskeophobninger i kroppen (ødemer), forhøjet blodtryk og enkelte andre sygdomme.

Centyl® indeholder to virksomme stoffer (bendroflumethiazid og Kaliumchlorid), som øger saltudskillelsen i nyrerne. Dette øger urinmængden samt udskillelsen af kalium.


 

Anvendelse

Centyl® anvendes ved ødemer, for højt blodtryk, diabetes insipidus samt gentagende tilfælde af nyresten.

 

Advarsel

Centyl® bør ikke anvendes ved:

  • svært nedsat nyre- eller leverfunktion
  • manglende urinproduktion
  • sår eller forsnævringer i mave-tarmkanalen
  • Morbus Addison
  • overfølsomhed over for visse medicintyper (se indlægsseddel) eller indholdsstofferne i lægemidlet (se afsnittet “Indhold” længere nede på denne side)

Blodets indhold af kalium og natrium skal kontrolleres jævnligt hos patienter, der behandles med Centyl®.

Centyl® bør anvendes med forsigtighed, hvis du har:

  • nedsat nyre- eller leverfunktion
  • diabetes (sukkersyge)
  • lupus (SLE)
  • urinsyregigt
  • lavt blodtryk
  • langsom passage i mave-tarmkanalen

Du bør også tale med din læge inden anvendelse af Centyl®, hvis du har væskemangel, vandladningsbesvær eller hjertesygdom.

Husk at læse indlægssedlen før brug.

 

Bivirkninger

Omkring 15% af de behandlede kan forvente at få bivirkninger. Der er desuden en sammenhæng mellem dosis og bivirkninger.

Den mest almindelige bivirkninger ved brug af Centyl® er hovedpine, svimmelhed, træthed, blodtryksfald når man rejser sig (ortostatisk hypotension), nedsat mængde kalium i blodet (hypokaliæmi) og symptomer i mave-tarmkanalen såsom kvalme og opkastninger.

Du kan se en komplet oversigt over bivirkningerne i indlægssedlen eller i produktresuméet fra Lægemiddelstyrelsen.

Graviditet

Centyl® bør kun anvendes af gravide, hvis det er tvingende nødvendigt. Risikoen for mennesker er ukendt.

 

Amning

Centyl® bør ikke anvendes i ammeperioden, da aktivstoffet bendroflumethiazid udskilles i modermælken. Herudover hæmmer Centyl® også mælkeproduktionen

 

Dosis

Centyl® findes som tabletter og mite tabletter.

  • Voksne: 1-2 tabletter eller 2 – 4 mite tabletter 1 -2 gange dagligt. Se indlægssedlen før brug.

Tabletterne skal synkes hele og må hverken tygges eller knuses.

 

Indhold

  • Aktivstoffer: bendroflumethiazid (2,5 mg), kaliumklorid (573 mg).
  • Hjælpestoffer: ethylcellulose, stearylalkohol, magnesiumstearat, glycerol, hypromellose, polysorbat, citronsyre monohydrat, saccharin natrium, talcum, titandioxid, quinolingult, Patent Blue V lak.
  • Producent: LEO Pharma

 

Ansvarsfraskrivelse: Alle informationer om medicin på NetPatient.dk stilles til gratis rådighed for vores brugere, men erstatter ikke lægekonsultation eller vejledning fra behandlere, apoteker o.lign. Hvis du er i tvivl om, hvordan et lægemiddel skal anvendes, bør du altid konsultere din praktiserende læge eller spørge på apoteket.