For højt stofskifte

Speciallæge, dr. med. Peter Schwarz

Har du et lavt eller højt stofskifte?

Køb en stofskiftetest her og få svar med det samme!

 

Hvad er for højt stofskifte?

Skjoldbruskkirtlen sidder på forsiden af halsen under adamsæblet. Skjoldbruskkirtlen danner to hormoner, kaldet T4 (tyroksin) og T3 (trijodtyronin).

For højt stofskifte skyldes en for høj produktion af stofskiftehormoner, og oftest (men ikke altid) vil personer med for højt stofskifte have en for stor skjoldbruskkirtel (struma). Tilstanden kaldes også thyreotoksikose, hyperthyreose eller hyperthyreoidisme.


 

Hvad er årsagen til for højt stofskifte?

Der er tre forskellige skjoldbruskkirtelsygdomme der giver for højt stofskifte:

  • Struma diffusa toksika (kaldes også Basedows eller Graves sygdom): Sygdommen er som navnet siger en forstørrelse af hele skjoldbruskkirtelen af ensartet konsistens. Kirtlen producerer for meget stofskiftehormon. Sygdommen er en autoimmun sygdom, hvor der dannes antistoffer som stimulerer kirtlen. Sygdommen er hyppigst hos yngre.
  • Struma nodosa toksika: Sygdommen er forårsaget af en knudret forstørret skjoldbruskkirtel, evt. af blot en enkelt knude i skjoldbruskkirtlen. Knuder af denne type, enkelt eller flere er helt godartede. Sygdommen er hyppigst hos ældre mennesker.
  • Subakut thyreoiditis: Kan give forbigående for højt stofskifte.

Hvad er symptomerne ved for højt stofskifte?

Oftest vil den ramte person føle indre uro, rastløshed, nervøsitet, hjertebanken og have nemt til tårer. Man vil ofte også have vægttab, hedeture, fugtig hud, træthed, muskelsmerter og løs afføring. Hos kvinder kan menstruationerne blive uregelmæssige. Ved de tre årsager finder man også:

  • Struma diffusa toksika: Ca. hver tredje vil få øjensymptomer vekslende fra let irritation til udstående øjne med tørhedsfornemmelse, synsforstyrrelser med synsnedsættelse eller dobbeltsyn. Ved svære øjensymptomer kan det være nødvendigt at behandle med binyrebarkhormon (f.eks. Prednisolon).
  • Struma nodosa toksika: Giver aldrig øjensymptomer.
  • Subakut thyreoiditis: Kan give ømhed eller smerter af skjoldbruskkirtlen og feber, eller optræde i efterforløbet til en fødsel.

 

Hvordan stilles diagnosen for højt stofskifte?

Lægen vil ved mistanke om for højt stofskifte føle skjoldbruskkirtlens størrelse og undersøge for ømhed. Øjnene undersøges evt. ved synstest. Der tages blodprøver for undersøgelse af det skjoldbruskirtelstimulerende hormon (TSH) og stofskiftehormonernes koncentration i blodet. Det vil som oftest være nødvendigt efterfølgende at undersøge skjoldbruskkirtelen ved ultralyd eller thyreoideascintigrafi.

 

Hvordan behandles for højt stofskifte?

Der er tre forskellige behandlingsmåder af for højt stofskifte: medicin, operation eller radioaktivt jod.

 

Medicinsk behandling

Ved medicinsk tabletbehandling benyttes lægemidler, som nedsætter dannelsen af stofskiftehormoner i skjoldbruskkirtlen. Der anvendes Neo-Mercazol®, Thycapzol®  ellerPropylthiouracil. Medicinen kan i sjældne tilfælde give anledning til bivirkninger i form af kløende udslæt, nyopståede ledsmerter, ondt i halsen eller udvikling af feber uden kendt årsag. I så fald skiftes præparat.

Behandlingen skal kontrolleres med blodprøver med få måneders mellemrum. Tabletbehandlingen er velegnet ved diffus toksisk struma, hvor behandlingen kan forsøges stoppet efter ca. 18 måneder, men blodprøverne skal fortsat kontrolleres, da en del udvikler tilbagefald af sygdommen. Ved tabletbehandling af knudestruma vil der oftere udvikles tilbagefald efter ophør med medicin, hvorfor behandling eller operation med radioaktivt jod ofte vil tilrådes.

 

Operation

Ved operation fjernes en stor del af skjoldbruskkirtlen, og ofte kan den del af kirtlen, der er efterladt sørge for et normalt stofskifte. Der kan dog komme tilbagefald af struma og for højt stofskifte. Der kan efterlades så lille en rest af skjoldbruskkirtlen, at der udvikles for lavt stofskifte.

Sjældent kan der efter operation komme forstyrrelser i kalkstofskiftet med lavt kalk i blodet. Dette behandles med tilskud af kalk og/eller vitamin D. Nerven til stemmelæberne ligger meget tæt på skjoldbruskkirtlen og kan meget sjældent (mindre end hos 1 ud af 100) beskadiges under operation.

 

Radioaktivt jod

Radiojodbehandling er en god og sikker behandlingsform. Det radioaktive jod drikkes/sluges. Behandlingen må dog ikke anvendes til gravide eller ammende.

Når Radiojodbehandlingen er gennemført går der uger til måneder før virkningen indtræder. Det er ikke altid, at én radiojodbehandling er nok, og nogen gange vil nogle få for meget radioaktivt jod og derfor få lavt stofskifte.

 

Anbefalede bøger

Følgende bøger anbefales for supplerende information om stofskiftet: