Gærsvamp i huden

Der findes to grupper af svampe, som inficerer huden hos mennesket:

  • Dermatofytter: Dermatofytterne består af tre svampeslægter (Trichophyton, Epidermophyton og Microsporum), der forårsager hudinfektionerne såsom fodsvamp, ringorm, lyskesvamp m.fl.)
  • Gærsvampe: Der findes to gærsvampeCandida albicans og Malassezia – som hver især medfører deres specifikke hudinfektioner.

Denne artikel omhandler de hudinfektioner, der forårsages af de to gærsvampe Candida albicans og Malassezia (ikke dermatofytterne).  

 

Candida albicans

Gærsvampen Candida albicans findes på slimhinderne og i mavetarmkanalen, hvor den er en del af menneskets normalflora (normalfloraen består af mange forskellige mikrober, der tilsammen er en del af kroppens ydre forsvar). Hvis der opstår en ubalance i normalfloraen, som tillader Candida albicans at vokse uhæmmet, vil dette medføre en infektion.

Candidainfektioner kan i teorien opstå på alle hudområder, men fordi den trives bedst på varme og fugtige steder, er det også her, den normalt forårsager hudinfektioner.

I praksis vil candidainfektioner ofte forekomme på følgende steder:

  • I hudfolder
  • I skridtet
  • På kønsdelene
  • Ved endetarmsåbningen

En candidainfektion vil ofte vise som et rødt kløende udslæt, hvor der er aktivitet i randområderne. Blæredannelse kan ses i området uden for udslættet. Let skældannelse kan forekomme.

Malassezia (Pityrosporum ovale)

Gærsvampen Malassezia (Pityrosporum ovale) findes i hudområder med talgproduktion, men hos mennesker med et nedsat immunforsvar kan svampen være mere udbredt. En overvækst af Malassezia kan medføre følgende infektioner i huden:

 

Pityriasis versicolor

Pityriasis versicolor rammer hovedsagligt brystet, den øvre del af ryggen samt overarmene. Det primære symptom er ændring af hudens pigmentering, der medfører misfarvede pletter, som enten er mørkere eller lysere end den omgivende hud. I sensommeren eller efteråret vil pletterne være hvide og skællene på solbrun hud.

Pityriasis versicolor behandles almindeligvis med ketokonazol shampoo (Nizoral® shampoo) eller shampoo med selen (Selsun® shampoo).

Du kan læse mere om Pityriasis versicolor her.

 

Skæleksem

Skæleksem (seboroisk dermatitis) rammer især hårbunden og ansigtet, men kan i nogle tilfælde også forekomme på f.eks. ryg, bryst eller i hudfolder. Sygdommens mest karakteristiske symptom er et rødligt eksem med skæl, der kan være tørre eller fedtede. Sygdommen starter med dannelse af skæl og først senere ses rødme og kløe.

Skæleksem kan behandles med mange forskellige midler, inklusive Nizoral® shampoo, tjæreshampoo og salicylshampoo.

Du kan læse mere om skæleksem her

 

Hårsækbetændelse

Hårsækbetændelse kan have flere årsager, hvoraf den hyppigste er stafylokokker (dvs. at bakterier i denne slægt inficerer hårkirtlerne). Hvis hårsækkene inficeres af gærsvampen Malassezia, kaldes dette Malassezia follikulitis (Pityrosporum follikulit). En pityrosporuminfektion i hårsækkene vil typisk optræde på brystet og den øvre del af ryggen samt i ansigtet, hvor de inficerede hårsække vil klø kraftigt.

Hårsækbetændelse kan f.eks. behandles med svampedræbende shampoo og/eller tabletbehandling. Tal med din læge herom.

 

Relevante artikler