| Sponsor:
|
|
Speciallæge
Anne Birgitte Haaber og speciallæge, ph.d. Jesper Clausager Halsbrand (gastroøsofageal reflukssygdom, sure opstød, spiserørskatar) |
![]() |
||
Halsbrand, sure opstød, spiserørsbetændelse eller spiserørskatar er en fælles betegnelse for en tilstand der skyldes et tilbageløb af mavesækkens indhold op i spiserøret. Den benævnes medicinsk: gastroøsofageal reflukssygdom eller blot reflux.
Årsagen til halsbrand skyldes
oftest ændringer i den “antirefluksbarriere”, som forhindrer at
maveindholdet løber tilbage til spiserøret. Det kan skyldes ændringer i
trykforholdene i spiserøret, spiserørsbrok (hiatus hernie), dårlig
tømning af mavesækken eller nedsat syreneutralisering. At noget af maveindholdet kan
løbe tilbage til den nedre del af spiserøret er et normalt fænomen, men
hvis dette forekommer hyppigt og af en vis varighed vil dette kunne give
symptomer i varierende grad. Tilbageløb til spiserøret kan yderligere forstærkes af diætforhold, alkohol og visse typer medicin. Tilbageløb forekommer hyppigere hos ældre personer og hos personer med spiserørsbrok (hiatus hernie). Endvidere kan tilstanden være en følge af andre sygdomme.
Halsbrand
som er en fællesbetegnelse for
en sviende, brændende fornemmelse bag
brystbenet stigende op mod svælget. Halsbrand optræder specielt
efter et måltid, og oftest værst efter aftenmåltidet. Typisk er der
forværring af symptomerne efter fedtrige måltider, alkoholindtagelse,
kaffe eller sure drikke (juice etc.). Halsbranden kan også provokeres af
foroverbøjning, men kan også forekomme i liggende stilling - hvilket kan
forstyrre søvnen. Mange refluxpatienter kan
tillige generes af synkebesvær og smerter ved synkning, samt hæshed og
hoste. Herudover kan der ved hyppige episoder af surt tilbageløb til
munden opstå skader på tandemaljen.
I nogle tilfælde kan smerterne i forbindelse med halsbrand minde om
hjertekrampe (angina pectoris)
uden at der kan påvises nogen tegn på hjertesygdom.
For langt størstedelen vil
patientens symptomer alene give en klar mistanke om spiserørskatar, og
en almindelig klinisk undersøgelse vil som regel ikke bidrage yderligere
til diagnosen. Dog har flere undersøgelser vist, at der kan være
uoverensstemmelse mellem patient og læge m.h.t. opfattelsen af symptomet
halsbrand. Er der brug for supplerende
undersøgelser kan der gøres en såkaldt ”diagnostisk test” ved at give
patienten højdosis behandling med medicin af typen syrepumpehæmmer (PPI)
in 1-2 uger. Er der symptomlindring er der stor sandsynlighed for at
patienten har reflux. Ved en
kikkertundersøgelse af spiserøret og
mavesækken (øsofagoskopi/gastroskopi)
- kan man visuelt vurdere sygdommens
sværhedsgrad og eventuelle komplikationer samt udelukke andre lidelser i
spiserør og mavesæk, som for eksempel
mavesår/tolvfingertarmssår
og kræft i
spiserør og mavesæk. Gastroskopi bør derfor tilbydes alle
patienter med reflux ”once in a lifetime”. Imidlertid kan op mod
halvdelen af refluxpatienterne have normale slimhindeforhold i
spiserøret, og derfor kan gastroskopi alene
ikke bruges til at stille diagnosen. Den bedste diagnostiske undersøgelse er måling af surhedsgraden (pH-måling ) i spiserøret over et døgn, men undersøgelsen er omkostningsfuld og kræver stor specialviden og er derfor reserveret til en lille del af patienterne.
Behandlingen af halsbrand
afhænger i hvert enkelt tilfælde af sygdommens sværhedsgrad og vil bestå
i rådgivning og behandling med medicin. I sjældne svære tilfælde kan
kirurgisk indgreb komme på tale. Mange patienter kan opleve en
betydelig lindring ved følgende livsstilsændringer:
· Indtag små måltider· Undgå at spise mindre end 3 timer før sengetid· Undgå fed mad, alkohol og tobak
· Pebermynte· Kaffe· Citrusfrugtjuice· Rå løg· Chokolade
· Hæve sengens hovedgærde· Undgå foroverbøjning· Undgå stramtsiddende tøj
· Antikolignergika· Benzodiazepiner· ß-adrenerge agonister· Calciumantagonister· Gestagener· Morfika· NSAID· TeofyllinVed lette tilfælde af
"ukompliceret" halsbrand kan nogle klare sig med et
syreneutraliserende/barrieredannende medicin eller mavesårsmedicin af
typen H2-receptorantagonister. Hovedbehandlingen er medicin af
typen syre-pumpehæmmer (PPI), idet PPI præparater giver den hurtigste
opheling og den bedste effekt. Man starter med en højdosis i
ugers til måneders varighed og trapper dernæst ned til lavest dosis. For
mange patienter kan der blive tale om en langtidsbehandling, og
vedligeholdelsesbehandlingen kan være en lav dosis PPI daglig eller
efter behov. Enkelte kan klare sig med H2-receptorantagonist
som vedligeholdelsesbehandling. Kirurgisk indgreb kan overvejes
for en lille gruppe patienter, hvor der er mangelfuld effekt af
behandling med langvarig PPI – behandling i høj dosering, eller hvor der
er svære medicinske bivirkninger.
Prognosen er for langt de
fleste patienter god, skønt der er tale om en kronisk eller ofte
tilbagevendende tilstand, idet de næsten alle får tilbagefald inden for
et år efter ophør med behandling. Tilstanden giver i almindelighed ikke øget risiko for kræft. Dog kan man i sjældne tilfælde se forandringer af slimhinden (Barretts oesophagus),som medfører en øget risiko for udvikling af kræft.
Aducinâ |
|||
Siden er sidst opdateret 20-07-07
Forside | Sygdomme | Børnesygdomme | Undersøgelser | Sundhedsoversigten | Medicin | Ventelister |
Patientforeninger | Patientforsikring | Rejseforsikring | Rejsevaccination | Spørg Lægen | Søg i NetPatient®
Vigtigt - Betingelser for anvendelsen af NetPatient®
|
|