| Sponsor:
|
|
Kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm (Gastroskopi) Speciallæge Anne
Birgittte Haaber og speciallæge,
ph.d. Jesper Clausager |
![]() |
|
|
|
Gastroskopi
er en undersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm. Til dette
benyttes et gastroskop, som er en tynd bøjelig slange på tykkelse med en
lillefinger. Slangen føres gennem munden ned i
spiserøret og maven og videre til tolvfingertarmen. Undersøgelsen
kan afsløre sygelige forandringer i spiserøret, mavesækken og
tolvfingertarmen, som for eksempel kræft,
refluks, mavekatar
eller mavesår.
Små vævsprøver (biopsier) til nærmere undersøgelse kan tages smertefrit samtidig med, at undersøgelsen udføres.
For
at lægen skal kunne gennemføre undersøgelsen skal man være fastende.
Det vil sige at De ikke må have spist eller drukket 6 timer inden undersøgelsen.
Hvis de får livsvigtig medicin, må de godt tage denne med et
lille glas vand om morgenen. Tablet medicin mod
sukkersyge bør de vente med til efter undersøgelsen. Hvis De hos tandlægen har fået indsat indlæg, kroner, stifttænder, fået lavet bro eller lignende skal De oplyse om dette til sygeplejersken før undersøgelsen. En evt. tandprotese fjernes før undersøgelsen. Under undersøgelsen bærer De tandbeskytter.
Undersøgelsen
foregår i venstre sideleje. De vil blive tilbudt en let lokalbedøvelse i
svælget, som spray eller væske. Herved mindskes ubehagelige reflekser.
Skønnes det nødvendigt kan beroligende medicin gives i en blodåre i
armen, således at De slapper af – evt. falder i søvn. De vil blive bedt om at synke og lægen fører gastroskopet gennem Deres mund og spiserør ned i mavesækken videre til tolvfingertarmen. Vil De se et eksempel på et ophelet mavesår, set ved gastroskopi. eller vævsprøve med villusatrofi ved cøliaki
Selve gastroskopien varer ca. 5 minutter og De vil umiddelbart efter undersøgelsen få resultatet at vide. Er der taget vævsprøver foreligger svaret normalt efter ca. 1 uge.
Det gør i reglen ikke ondt at få foretaget undersøgelsen, men når der pumpes lidt luft ned i mavesækken under undersøgelsen, kan det give en let trykkende fornemmelse og trang til at ræbe.
Undersøgelsen anses for sikker, men der er en lille risiko (mindre end 0,1%) for komplikationer. Der kan forekomme blødning eller hul gennem organets væg. I sjældne tilfælde ses tandskader. Ellers er det oftest let svien i halsen eller luft i tarmene som er ganske forbigående.
Har De fået beroligende medicin under undersøgelsen vil De som
regel skulle observeres lidt, men ellers kan De gå hjem med det samme. På
grund af lokalbedøvelsen må De ikke spise og drikke de første ca. 2
timer efter undersøgelsen, da der ellers vil være risiko for
fejlsynkning (få mad eller drikke i den gale hals). Efterfølgende kan De
genoptage Deres normale aktiviteter. Har De fået beroligende medicin må De ikke føre bil samme dag.
|
|||
Siden er sidst opdateret 20-07-07
Forside | Sygdomme | Børnesygdomme | Undersøgelser | Sundhedsoversigten | Medicin | Ventelister |
Patientforeninger | Patientforsikring | Rejseforsikring | Rejsevaccination | Spørg Lægen | Søg i NetPatient®
Vigtigt - Betingelser for anvendelsen af NetPatient®
|
|