HIV og AIDS

Forskellen på HIV og AIDS

HIV står for human (menneske) immundefekt virus. HIV stammer fra tilsvarende virus i aber, og er et såkaldt retrovirus.

“Retro” henviser til, at HIV – ligesom andre retrovirus typer – skal omdanne sit arvemateriale (fra RNA til DNA) før virus kan formere sig i kroppen.

HIV medbringer selv værktøjet til denne omdannelse. Uheldigvis er dette værktøj ikke særligt godt og derfor sker det tit – når HIV formere sig – at arvematerialet ændres. Man kalder det at HIV mutere. Selvom man snakker om HIV i ental, findes virus i mange forskellige former. Dette gør udviklingen af en effektiv vaccine vanskelig, ligesom mutationerne kan medføre at HIV udvikler modstandsdygtighed (resistens) overfor den behandling som har til formål at bremse formeringen (se nedenfor).

Som navnet antyder ødelægger HIV det menneskelige immunsystem, som er helt nødvendigt for at vi undgår en række livstruende infektioner. Når immunsystemet er tilstrækkeligt ødelagt begynder disse livstruende infektioner derfor at dukke op. Når den første infektion er påvist har patienten udviklet AIDS. AIDS står for “Acquired Immune Deficiency Syndrome”, på dansk “erhvervet immun defekt syndrom”. AIDS er altså ikke direkte forårsaget af HIV selv, men er derimod et spørgsmål om i hvilken grad HIV har været i stand til at ødelægge immunsystemet.

Der findes mere end 20 infektioner, og endda nogle kræft former, som årsag til AIDS. Nogle af infektionerne kan udvikle sig når immunsystemet kun er relativt lidt medtaget, hvorimod andre kræver en mere udbredt ødelæggelse. Risiko for at få AIDS afhænger desuden naturligt af, om man overhovedet bliver udsat for infektionerne, altså afhængig af livsstil og hvor i verden man opholder sig. For eksempel er tuberkulose en udbredt årsag til AIDS blandt HIV smittede i Afrika, hvorimod patienter i Danmark får lungebetændelse forårsaget af en svamp som hedder “Pneumocyste”.

Hvad er status for HIV epidemien?

HIV epidemien startede i den første halvdel af 1900-tallet, idet den HIV-lignende abe virus ændrede sig og blev overført til dele af befolkningen i den centrale del af Afrika. Herefter spredte HIV sig hurtigt på det Afrikanske kontinent og herefter til andre verdensdele.

De første tilfælde af AIDS blev påvist i slutningen af 1970'erne i USA og Europa, men der har givetvis været mange mennesker i Afrika, som allerede den gang havde udviklet AIDS og døde.

Epidemiens arnested – Afrika – er fortsat det kontinent som er hårdest ramt, men HIV har vist sig hurtigt at kunne smitte et stort antal mennesker meget hurtigt, også i andre dele af verden. De seneste eksempler herpå er situationen i øst-europa og centralasien, hvor der i 2013 var omtrent 1,1 millioner HIV-smittede.

HIV og AIDS er fortsat et stort problem på globalt plan. I perioden 2000 – 2014 er 38,1 millioner mennesker blevet smittet med HIV og 25,3 er døde af AIDS-relaterede sygdomme. I 2014 levede 36,9 millioner mennesker med HIV – et tal der inkluderer 2,6 millioner børn. Langt størstedelen af de smittede bor i fattige lande. I 2014 døde 1,2 millioner mennesker af AIDS-relaterede sygdomme.

 

Hvordan ødelægger HIV immunsystemet?

HIV skal formere sig for at overleve, og dette kræver “hjælp” fra celler i den menneskelige organisme. HIV livscyklus kræver at virus trænge ind i “dirigenten” i immunsystemet, den såkaldte CD4 celle. Men ud over at bruge CD4 cellen til at formere sig, ødelægger HIV den selv samme celle. Derved mangler dirigenten og immunsystemet lider.

 

Hvordan smitter HIV?

HIV er ikke særlig smitsom, modsat for eksempel influenza virus. Grunden hertil er, at HIV kun udskilles i nogle kropsvæsker og den hurtigt går til grunde når den befinder sig udenfor den menneskelige krop. For at blive smittet skal en kropsvæske som indeholder HIV altså hurtigt overføres fra et menneske til et andet. HIV findes i sæd og blod, men for eksempel ikke i sved eller spyt.

  • Ved en blodtransfusion med smittet doner blod er risikoen for at få HIV meget høj, mere end 99%.
  • Hvis man stikker sig med nåle og sprøjter som en person med HIV allerede har brugt er der en væsentlig risiko for at få HIV.
  • Ved sex, især analt samleje, er der også en risiko, men den er meget lavere. Man regner med en risiko på 0.3-0.5% per samleje, dvs. at der statistisk set skal 200-300 samlejer til mellem smittede og ikke smittede før den ikke smittede bliver smittet. Risikoen stiger dog 5-10 gange hvis man også har en kønssygdom.

 

Hvad er symptomerne på HIV?

HIV forårsager som sagt sjældent sygdom i sig selv.

I ugerne efter at man først får infektionen udvikler nogle personer influenzalignende symptomer med feber (i nogle tilfælde op til 2-3 ugers varighed). Nogle får et diskret hududslæt, hævede lymfekirtler i armhulen og skridtet, eller hvidlige belægninger på tungen. Sygdommen kaldes “akut HIV infektion”.

Sent i forløbet af infektionen kan HIV forårsage en hjernebetændelse som medfører at patienten får hukommelsesbesvær. 

 

Hvad er symptomerne på immundefekt?

Helvedesild og belægninger på tungen kan være de første symptomer. Et uforklaret vægttab, eventuelt ledsaget af diskret langvarig feber og tilbagevendende lungebetændelse som ikke svinder på normal antibiotikabehandling er en anden typisk udvikling. Andre igen har langvarig uforklaret diarre eller sindsforvirring.

Det er vigtigt at få afklaret hurtigt, om der er tale om AIDS, idet hovedparten af årsagerne til AIDS er dødelige såfremt de forbliver ubehandlede.

 

Hvor lang tid kan man leve med HIV?

Det afhænger helt af hvor hurtigt immunsystemet bliver ødelagt af HIV. Hos nogle går det langsomt, hos andre hurtigt. Uden behandling regner man med at ca. halvdelen vil have udviklet AIDS indenfor en 10 års periode. Uden behandling vil langt hovedparten af AIDS patienter være døde indenfor 3 år. Prognosen er betydeligt forbedret de senere år, med baggrund i den behandling der nu er tilgængelig (se nedenfor).

 

Hvordan diagnosticeres HIV?

Tilstedeværelsen af HIV i kroppen medfører at immunsystemet danner antistoffer. Disse antistoffer kan påvises ved en simpel blodtest. Testen kan udføres hos egen læge, eller på de infektionsmedicinske afdelinger, og kan foretages anonymt hvis man ønsker det. Når testen påviser HIV antistoffer, siger man, at personen er “HIV positiv”.

Det tager 1-3 måneder fra det tidspunkt man er smittet indtil antistofferne dannes. Såfremt man udvikler “akut HIV infektion” kan det altså godt være, at antistofferne ikke endnu kan påvises. I sådanne tilfælde findes der metoder til at påvise selve HIV.

HIV antistofferne forsvinder aldrig. Når man en gang er påvist at være HIV positiv, er man det resten af sit liv.

Der er mange gode grunde til hurtigst muligt at blive undersøgt for HIV, såfremt der findes mistanke om smitte, og helst før AIDS har udviklet sig. Man kan smitte andre med HIV, man kan selv få AIDS og der findes effektiv behandling (se nedenfor) som kan forhindre AIDS i at udvikle sig. 

 

Hvordan diagnosticeres AIDS?

Som nævnt ovenfor er AIDS et samlebegreb for mange forskellige former for sygdom. Diagnosen afhænger derfor af hvilke symptomer man har. Påvisningen af AIDS er en specialist opgave, som her i landet varetages af de infektionsmedicinske afdelinger.

 

Hvordan behandles HIV?

Behandlingen består i en kombination af 3 lægemidler som hver i sær bremser formeringen af HIV i CD4 cellerne. Herved mindskes henfaldet af CD4 celler, og antallet af CD4 celler begynder så at stige.

Behandlingen gives kun til de HIV positive patienter som er i risiko, eller som allerede har udviklet AIDS. Det er bedst om behandlingen kan startes på et tidspunkt, hvor man ved en blodprøve, kan måle at CD4 tallet er på vej ned, men før patienten har nået at udvikle alvorlige symptomer på immundefekt. Derved bliver behandlingen forebyggende, og har altså til formål, at undgå at man få AIDS. Behandlingen har også effekt hos patienter som allerede har udviklet AIDS, men de løber den risiko, at AIDS sygdommen trods alt når at efterlade sig varige mén. Desuden tager det noget tid for behandlingen at genskabe et velfungerende immunsystem og i dette tidsrum løber man risikoen for at få tilbagefald af AIDS sygdomme.

Der findes i alt 17 lægemidler som kan bremse HIV's formering. De stoffer inddeles i 3 stofgrupper der kaldes: nukleosid analoger, non-nukleosid analoger og protease hæmmere. Den typiske opstarts behandling består af 2 nukleosid analoger (f.eks. zidovdine og lamivudine og en non-nucleosid analog).

Nye stofgrupper er for øjeblikket under udvikling. De nye mediciner er i stand til at angribe HIV i andre trin af dens livscyklus, sammenlignet med de tilgængelige medicinske præparater vi kender i dag. De såkaldte fusionshæmmere er den stof gruppe som er længst fremme i udviklingen, og det første lægemidler forventes at kommer på markedet i løbet af 2003. De såkaldte integrase hæmmere forventes ikke at komme på markedet før tidligst i 2005-6.

Behandlingen har undergået en rivende udvikling over de sidste 6 år. Den er blevet nemmere at gennemføre, pille antallet er væsentligt reduceret og giver færre bivirkninger, end hvad var tilfældet tidligere. Dog er der fortsat væsentlige problemer at forholde sig til. De to vigtigste er muligheden for udvikling af resistens overfor medicinen og risikoen for udvikling af sent indsættende bivirkninger.

Der er beskrevet resistens overfor alle tilgængelige lægemidler. Måden at undgå udviklingen af resistens på er, fuldstændigt at undertrykke HIV's formering i kroppen, som er en absolut nødvendighed for at resistensen kan udvikle sig. Standard behandlingen er i stand til at undertrykke virus formeringen, men det kræver at den tages helt regelmæssigt, samt at personen ikke bliver smittet med en resistent virus fra en anden person. Når resistensen først har udviklet sig kan patienten ikke slippe af med den igen. Man kan prøve at ændre behandlingen for igen at få kontrol over formeringen af HIV, og nogle gange lykkes det.

Afhængigt af hvilke præparater man vælger kan kombinationsbehandlingen medføre en række bivirkninger. Nogle starter tidligt efter behandlingen er påbegyndt, andre først efter måneder til års behandling. Det er især de sent indsættende bivirkninger som bekymre. De indbefatter ændret fedtfordeling i kroppen, at kroppen begynder at producere for meget mælkesyre, udvikling af sukkersyge og forhøjelse af kolsterol-tallet. Nogle af disse bivirkninger giver ikke umiddelbart mærkbare symptomer men kan skabe problemer på længere sigt. Der foregår en intens forskningsindsats for nøjere at forstå præcist hvordan disse bivirkninger opstår.

 

Hvordan behandles AIDS?

Behandlingen af de forskellige sygdomme som forårsager AIDS er vidt forskellige og er en lægelig specialist opgave at varetage. Når patienterne først har en AIDS sygdom, er de som regel så syge, at behandlingen skal foregå under indlæggelse. For de fleste sygdomme skal patienten fortsætte behandlingen, indtil immunsystemet har forbedret sig som følge af behandlingen af HIV (se ovenfor) – dog som regel i reduceret dosering.

 

Relevante links