Speciallæge Henrik Ancher Sørensen

Type 1 sukkersyge (Diabetes mellitus type 1)

 
  • Behandling og forebyggelse af komplikationer til type 1 sukkersyge

BEHANDLING MOD HØJT FEDTSTOF I BLODET: Der anvendes frem for alt kostvejledning hos en klinisk diætist. I tillæg kan det være nødvendigt at give en medicinsk behandling med præparater, der sænker niveauet af fedtstofferne "cholesterol" og "triglycerid" i blodet. Disse stoffer kan bestå af forskellige substanser. Hvis man skulle få bivirkninger til et af præparaterne kan man derfor ofte med fordel skifte til et andet præparat. Nedsættelse af niveauet af "cholesterol" og "triglycerid" i blodet forebygger åreforkalkning (angiopati) og nedsætter risikoen for blodpropper i hjerte og hjerne - læs mere under hyperlipidæmi.

Tilbage til Alt om type 1 sukkersyge

NYRESYGDOM OG BEHANDLING MED BLODTRYKSREGULERENDE MEDICIN: Dansk forskning og flere internationale undersøgelser har påvist, at behandling med midler, der nedsætter blodtrykket beskytter mod den nedsatte nyrefunktion (nefropati), der kan forekomme hos personer med sukkersyge. De mest effektive og velprøvede præparater er de såkaldte ACE-hæmmere. Dem er der mange af på markedet og man kan få præparater, der skal tages en eller flere gange i døgnet, som det passer bedst til den enkelte patient. Behandling med blodtryksregulerende medicin er naturligvis oplagt hos personer med højt blodtryk, men også personer med normalt blodtryk kan i nogle tilfælde behandles med en lille dosis ACE-hæmmer. Den hyppigste bivirkning til ACE-hæmmere er en irriterende tør hoste. Hvis man ikke tåler ACE-hæmmere på grund af bivirkninger findes der heldigvis alternativer, - det kan den behandlende læge fortælle dig mere om.

Tilbage til Alt om type 1 sukkersyge

BEHANDLING MOD NEUROPATISKE SMERTER: Længerevarende højt blodsukkerniveau giver anledning til en kompliceret ændring i nervernes funktion. Det kaldes ofte for nervebetændelse, men der er ikke tale om nogen infektion. Det er en kemisk irritation (neuropati), som ofte er blivende, når den først er kommet. Sværhedsgraden kan derimod variere og er bl.a. afhængig af blodsukkerniveauet. Det gælder derfor om at holde blodsukkerniveauet passende lavt. Almindelige smertestillende medikamenter har desværre ofte kun ringe effekt, det gælder selv morfinpræparater. Man kan i mange tilfælde have rimelig effekt af at behandle med nogle præparater, der også har vist sig effektive i behandling af depressioner. Nervebetændelsen (neuropatien) har ikke noget at gøre med depression eller andre psykiske tilstande, men det har blot vist sig at præparaterne har effekt på 2 forskellige sygdomme. Dosis, der anvendes til neuropati er som regel noget lavere, end den der anvendes til depression og bivirkningerne kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes.

Tilbage til Alt om type 1 sukkersyge

ØJENSYGDOMME: Komplikationerne kan omfatte nedsat syn grundet forandringer i øjets nethinde (retinopati) samt øget tendens til grå stær. Forandringerne i øjets nethinde skyldes dels blødninger omkring de små kar på nethinden, dels egentlige læsioner af synsnerverne på nethinden. Skadevirkningerne af de blødninger, der kan forekomme omkring nethindens blodkar kan begrænses af laser-behandling. Under denne behandling bestråles områderne omkring blødningen punktvis med laser-lys, hvorved blødningens udstrækning hæmmes. På den måde bevares flest mulige områder af nethinden med normalt syn. Ved fremskreden grå stær kan en operation af øjets linse forbedre synet betydeligt. Tal med den behandlende læge om regelmæssig henvisning til øjenlæge for at sikre god kontrol. Øjensymptomer kan forebygges ved god regulation af sukkersygen og ved jævnlige forebyggende øjenundersøgelser.

Tilbage til Alt om type 1 sukkersyge

BEHANDLING MOD MANDLIG IMPOTENS: Som et led i den ovenfor beskrevne neuropati kan der hos mænd forekomme manglende evne til rejsning. Det er en problemstilling, men ofte har lidt svært ved at komme ind på, idet mange mennesker som udgangspunkt synes at sexuallivet er en del af det allermest private af privatlivet. Det er i dag muligt at hjælpe med at genvinde evnen til rejsning med en række forskellige medikamenter og det må understreges at den behandlende læge er vant til at håndtere disse spørgsmål. Præparaterne fås kun på recept, så husk at tage emnet op med lægen, hvis det bliver aktuelt.

Tilbage til Alt om type 1 sukkersyge

Siden er sidst opdateret 25-01-07


Forside | Sygdomme | BørnesygdommeUndersøgelser | Sundhedsoversigten | Medicin | Ventelister

PatientforeningerPatientforsikring Rejseforsikring | RejsevaccinationSpørg Lægen | Søg i NetPatient®

NetPatient®

Vigtigt - Betingelser for anvendelsen af NetPatient®