Levervenekaterisation (undersøgelse af leverfunktionen)

Speciallæge, ph.d. Jesper Clausager og speciallæge, dr.med. Peter Schwarz

En levervenekaterisation foregår normalt på sygehus, på afdelingen for klinisk fysiologi og nuklearmedicin.

Undersøgelsen anvendes til at bestemme leverens blodtryk og dens funktion.

Hvis man er gravid, skal man huske at meddele det til personalet når man ankommer til undersøgelsen.


 

Forberedelser

Leverfunktionsundersøgelsen skal foretages under faste, dvs. Patienten må ikke have spist eller drukket fra midnat.

 

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen indledes med en scanning af hele kroppen.

Der foretages herefter en lokalbedøvelse af huden i den ene lyske. På dette sted indføres tynde plasticslanger (katetre) via en blodåre i lysken og videre til leveren. Man mærker ikke dette og for at være sikker på lokaliseringen af katetrene sker det under røntgengennemlysning.

Katetrene bruges dels til at måle blodtryk i leverens blodårer, og dels til at tage blodprøver igennem, bl.a. for at kunne sige noget om, hvor meget blod der løber gennem leveren.

I forbindelse med undersøgelsen sprøjtes en lille mængde radioaktivt sporstof ind for at kunne måle den samlede blodgennemstrømning i kredsløbet.

Hvor længe tager undersøgelsen?

Hele undersøgelsen tager i gennemsnit 2-3 timer, men man er indlagt i det døgn man er til undersøgelse. Normalt vil man blive udskrevet den følgende dag.

 

Ubehag?

Der mærkes et stik når lokalbedøvelsen foretages. Herudover mærkes intet. Man skal forblive liggende stille på lejet i de 2-3 timer som undersøgelsen varer.

 

Hvornår får man svar?

Man skal påregne ca. 1-2 uger inden afdelingen eller ambulatoriet har svar på undersøgelsen.

 

Er det radioaktive sporstof farligt?

Nej, der anvendes en ganske lille mængde radioaktivt sporstof, som forsvinder ud af kroppen i løbet af kort tid.