Lungebetændelse (pneumoni)

Speciallæge, dr.med. Jens D. Lundgren og speciallæge, dr.med. Peter Schwarz

Hvad er lungebetændelse?

Betændelse af lungerne er en hyppig, men alvorlig, sygdom. Personer der ellers er sunde og raske, kan udvikle lungebetændelse, men sygdommen rammer oftest i forvejen svækkede og ældre personer.


Lungebetændelse er en frygtet komplikation til influenza. Over 100.000 danskere udvikler årligt lungebetændelse, hvoraf de ca. 15.000 indlægges, og ca. en tiendedel af dem dør.

Før penicillinen blev opfundet var lungebetændelse den hyppigste dødsårsag i Danmark.

Betændelsen opstår som kroppens reaktion på at lungerne bliver invaderet af mikroorganismer. Den hyppigste årsag er bakterien pneumokok. Der findes en vaccination mod pneumokokker, der virker ved at mindske risikoen mod at bakterien går over i blodbanen og laver blodforgiftning. Derimod mindsker vaccinen tilsyneladende ikke risikoen for at udvikle lungebetændelse. Vaccination tilrådes til personer ældre end 65 år, specielt hvis de har en kronisk sygdom som f.eks. astma, bronkitishjertesygdom eller sukkersyge – som alle øger risikoen for at få lungebetændelse og dermed blodforgiftning.

En anden frygtet årsag til lungebetændelse er legionella. Den er dog langt sjældnere og udvikles typisk hos personer som har været ude og rejse.

En række andre mikroorganismer kan også forårsage lungebetændelse, herunder Haemophilus, Branhamella, Mycoplasma, Clamydia og sidst men ikke mindst tuberkulose.

 

Hvordan bliver man smittet med lungebetændelse?

Pneumokker smitter ikke. De findes derimod i svælget og smutter altså – ved et uheld – ned i lungerne. Legionella bliver man derimod smittet med. En klassisk årsag er air-conditionerings anlæg, hvor vandet, som sådan nogle anlæg indeholder, er bliver smittet med bakterien. Tuberkulose er som bekendt også en smitsom sygdom.

Hvad er symptomerne på lungebetændelse?

De første tegn på lungebetændelse er pludselig feber, kulderystelser, hoste og smerter i brystet. I starten domineres symptomerne af en tør hoste (ligesom ved bronkitis), siden hen hoster man mere og mere – som regel gulligt/grønligt – materiale op.

Efterhånden som hosten tiltager tilkommer der almen symptomer, vejrtrækningen besværes – det føles svært at få luft – og det kan gøre ondt i brystkassen når vejret trækkes dybt ind og ved hoste. Hvis man har astma eller bronkitis bliver vejrtrækningen ofte hurtigt dårlig.

 

Hvordan stilles diagnosen lungebetændelse?

Diagnosen lungebetændelse stilles af lægen ud fra patientens symptomer og en undersøgelse af lungerne. En blodprøve kan vise at ”infektionsprøverne er forhøjede”, og hvis symptomerne også er typiske stilles diagnosen mange gange på dette grundlag. Det kan dog nogle gange være svært at adskille lungebetændelse fra den mindre alvorlige betændelse af luftvejene (bronkitis), men en røntgen undersøgelse af lungerne vil kunne afklare dette spørgsmål.

Årsagen til lungebetændelse påvises ved undersøgelse af opspyt fra de nedre luftveje – ikke spyttet i svælget – eller ved en blodprøve.

 

Hvordan behandles lungebetændelse?

Hvis lægen er sikker på at patienten har lungebetændelse skal sygdommen behandles med antibiotika. Hvilken form for antibiotika afhænger af en række forhold. Behandlingen af pneumokok lungebetændelse er almindelig penicillin, og i tilfælde af penicillinallergi anvendes erytromycin. Erytromycin – og andre tilsvarende præparater (Azitromycin, Claritromycin) – er også effektive overfor de fleste andre årsager til lungebetændelse.

Hvis patienten er svært medtaget, eller i forvejen har et skrøbeligt helbred – foretages indlæggelse til observation og eventuel supplerende ilt behandling. De første par døgn under hospitalsindlæggelsen gives antibiotika som injektion direkte i blodbanen.

Mange patienter kan med fordel også anvende en PEP-fløjte til at afhjælpe slim i lungerne ved lungebetændelse. Vi anbefaler PEP-fløjterne, der ses nedenfor:

En PEP-fløjte kan med fordel bruges ved lungebetændelse