Modermærkekræft (malignt melanom)

Speciallæge, ph.d. Jesper Clausager og speciallæge, dr.med. Peter Schwarz

Hvad er modermærkekræft?

Modermærkekræft (malignt melanom) er en ondartet kræftform der har sin oprindelse fra et stof kaldet melanin som findes i hudens pigmentlag.


Hudens pigment beskytter mod solens stråler og melaninindholdet medfører at man bliver solbrun når man har været i solen.

Melanin findes i huden men kan også findes  andre steder, f.eks. i øjet, hvilket betyder at man også her kan få et malignt melanom.

Antallet af modermærkekræft tilfælde har været stigende igennem mange år; således er der i Danmark er ca. 1.000 nye tilfælde pr. år. Mange undersøgelser har vist en sammenhæng mellem sygdommen og den mere intensive soldyrkning.

 

Hvad er årsagen til modermærkekræft?

En lang række videnskabelige undersøgelser beskriver en nøje sammenhæng mellem solens ultraviolette stråler og modermærkekræft.

Personer med lille evne til at danne melanin, dvs. personer med lys hud, lyst eller rødt hår, blå eller grønne øjne har størst risiko for at udvikle modermærkekræft eller malignt melanom i f.eks. øjet. Denne risiko bliver samtidig større ved overdreven solbadning og jo tættere de lever på solrige egne. Omvendt er mørke personer, med god evne til at danne melanin, bedre beskyttet mod solens skadelige stråler, og risikoen for sygdommen er mindre.

Anvendelse af solarium medfører bestråling med overvejende UV-A stråler, men hvorvidt denne kunstige form for bestråling medføre øget risiko for modermærkekræft er ikke endeligt videnskabeligt påvist. Mange undersøgelser tyder dog på at man også bør undgå overdreven solarie soldyrkning.

Hvem får modermærkekræft?

Antallet af modermærkekræft tilfælde er steget ganske voldsomt gennem de senere år, hvilket formentlig hænger sammen med en mere intensiv solbadning.

Siden 1960'erne er antallet mere end femdoblet, en stigning som hudlægerne forventer fortsætter. Modermærkekræft rammer rammer stort set aldrig børn, mens voksne kvinder og mænd rammes lige hyppigt. Hyppigheden af modermærkekræft stiger med alderen, således at ca. halvdelen af alle tilfælde rammer personer over 50 år.

Arvelige faktorer kan disponere til malignt melanom, men kun i få tilfælde.

 

Hvad er symptomerne på modermærkekræft?

Modermærkekræft skal man tænke på hvis:

  • et eksisterende modermærke begynder at klø
  • et eksisterende modermærke ændrer form – bliver mere uregelmæssigt i kanten
  • et eksisterende modermærke vokser
  • et eksisterende modermærke ændrer farve, bløder eller væsker
  • et eksisterende modermærke dækkes af et sår der ikke vil læges
  • optræden af sort, sort-brunt eller blå-sort modermærke

Er du i tvivl skal du altid opsøge din egen læge for en vurdering.

 

Hvordan stilles diagnosen modermærkekræft?

Diagnosen kan kun stilles ved histologisk undersøgelse. For at foretage en histologisk undersøgelse skal hele modermærket fjernes ved operation, for så at blive undersøgt ved en mikroskopisk undersøgelse af de celler modermærket består af.

Fjernelse af modermærker med laserbehandling ødelægger modermærket således at mikroskopiundersøgelsen ikke kan foretages.

 

Hvordan forebygges modermærkekræft?

Specielt børn skal beskyttes mod solens skadelige stråler. Lad børn lege i skyggen, eller dæk barnets hoved med en hat med bred skygge og dæk huden med tøj. Børn og voksne bør undgå overdreven solbadning og undgå ophold i solen midt på dagen hvor solens stråler er værst.

Husk – solcreme beskytter huden mod solforbrænding, men beskytter ikke mod solens skadelige UV-stråler.

 

Hvordan behandles modermærkekræft?

Behandling af modermærkekræft er altid kirurgisk. Ved behandlingen fjerner man hele modermærket med en sikkerhedsgrænse på 1 til 4-5 cm ud i det sunde væv. Den behandlende læge vil vurdere om yderligere medicinsk behandling er nødvendig. Dette vil bestå i medicinsk behandling med cellegifte (cytostatika).