Speciallæge, ph.d. Jesper Clausager og speciallæge, dr.med. Peter Schwarz

Falsk strubehoste  

  • Hvad er falsk strubehoste ?

Falsk strubehoste (latin: pseudocroup) optræder især hos børn fra 6 måneder til omkring 5 års alderen, og er kendetegnet ved besværet vejrtrækning, hæshed, karakteristisk gøende hoste.

  • Hvad er årsagen til falsk strubehoste ?

Falsk strubehoste skyldes en virus infektion (ofte en parainfluenza-virus). Smitten sker formentlig ved inhalation af dråber med virus fra hoste, nys og snot og forekommer fortrinsvis i vinterhalvåret.

Betændelsesreaktionen medfører en hævelse omkring stemmelæberne i struben, som på grund af de små pladsforhold i luftvejene hos børn fører til hæshed, besværet vejrtrækning og den karakteristiske gøende hoste.

Hævelsen er værst når barnet ligger ned, hvorfor man hyppigst vil opleve symptomer tidligt på natten.

  •  Hvad er symptomerne på falsk strubehoste ?

De typiske symptomer er vejrtrækningsbesvær (når der åndes indad - ikke udad), hæshed og søløve-agtig hoste. Ofte er barnet grædende og angst. Normalt er der ingen feber. I reglen vågner barnet med symptomer efter et par timers søvn. Som regel er anfaldet overstået på et døgn.

Der kan i sjældne tilfælde være tale om en livstruende vejrtrækningsbesvær med blåfarvning omkring munden. Dette ses dog særligt ved strubelågsbetændelse (latin :laryngitis acuta stridulans), der er en helt anden sygdom, som skyldes bakterier (fx hæmophilus influenzae). Act-Hib vaccinen (meningitis vaccinen) beskytter også mod strubelågsbetændelse.

  •  Hvornår bør man søge læge?

Barnet bør tilses af en læge, hvis vejrtrækningsbesværet ikke hurtigt bedres, hvis barnet bliver blåt omkring munden eller sidder savlende uden rigtigt at kunne sige noget. I så fald bør man kalde 112.

  • Behandling   

Barnet bør tages op siddende på skødet, beroliges og få frisk kold luft via et åbent vindue (husk at pakke barnet godt ind i dynen!). Som regel er dette nok til at bedre tilstanden. Tidligere tiders behandling med vanddamp i badeværelse eller køkken er besværlig og anbefales ikke længere. Er der ikke bedring i løbet af kort tid køres barnet på hospitalet, hvor der gives ilt og medicin.

Hyppigst benyttes adrenalin inhalationer, som virker hurtigt, men  kortvarigt. Nogle gange suppleres med binyrebarkhormoner (indsprøjtning eller inhalation). I svære tilfælde gives ilt med helium. Penicillin har ingen virkning da der er tale om en virusinfektion.

  •  Daginstitution /skole

Barnet kan komme i institution eller skole når vejrtrækningen er normal.

  • Kan man forebygge anfald ?

I praksis er dette ikke muligt. Ved optræk til symptomer (hvis barnet fx hoster), kan man lade barnet sove med hovedenden af sengen hævet fx ved at lægge et par telefonbøger under. Undgå at barnet sover i for varmt et soveværelse.

  •  Hvad er risikoen for anfald i fremtiden

De fleste børn får kun falsk strubehoste en eller få gange, men der der nogle børn, der har symptomer mange gange.

 

Siden er sidst opdateret 06-02-07


Forside | Sygdomme | BørnesygdommeUndersøgelser | Sundhedsoversigten | Medicin | Ventelister

PatientforeningerPatientforsikring Rejseforsikring | RejsevaccinationSpørg Lægen | Søg i NetPatient®

NetPatient®

Vigtigt - Betingelser for anvendelsen af NetPatient®