Respiratorisk Syncytial Virus (RS-virus eller RSV)

Speciallæge, ph.d. Jesper Clausager og speciallæge, dr.med. Peter Schwarz

Hvad er RS-virus?

Respiratorisk Syncytial Virus (RS-virus eller RSV) er den hyppigste årsag til alvorlige tilfælde af luftvejsinfektioner hos spædbørn og børn under 4 år.

RS-virus er meget udbredt og næsten alle børn omkring 3 års alderen har haft sygdommen. RS-virus infektioner kan forekomme hele året, men ses hyppigst i vintermånederne. RS-virus har muligvis betydning for senere udvikling af astma og bronkitis (kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)).


 

Hvad er symptomerne på RS-virus?

I de fleste tilfælde viser symptomerne sig inden for få timer. De minder om en almindelig forkølelse, med løbende og/eller stoppet næse samt hoste. Temperaturen er som regel kun moderat forhøjet omkring 38 –39 grader C.

Tilstanden går som regel over af sig selv, også ved tilfælde hvor infektionen involverer de dybere luftveje. Hos disse børn vil man finde en lettere temperaturforhøjelse i flere dage, og en hoste som kan holde sig i mere end 2 uger.

Selvom røntgen af lungerne sjældent anvendes ved diagnosticering af en RS-virus infektion, benyttes undersøgelsen nogle gange til at vurdere alvorligheden af infektionen.

Hvordan smitter RS-virus?

RS-virus smitter direkte via partikler fra luftvejene (hoste, snot), og indirekte via ting som barnet f.eks. har haft i munden. Et barn smittet med RS-virus kan videregive smitte fra 2 dage før der optræder symptomer, og op til 2 uger efter at symptomerne er synlige. Inkubationstiden (tiden fra barnet er smittet til sygdommen kommer i udbrud) er 3-5 dage for de fleste. Man kan ikke vaccinere mod RS-virus.

En simpel måde at formindske smittefaren er ved god og hyppig håndvask, specielt når man har været i kontakt med snot og savl fra barnet.

Hvilke komplikationer kan forekomme ved RS-virus?
RS-virus bronkiolitis og lungebetændelse er de to alvorligste komplikationer som kan forekomme i forbindelse med en RS-virus infektion. Bronkiolitis er en tilstand som medfører en tillukning af de små luftveje i de dybere dele af luftvejene. Denne tillukning giver specielt symptomer hos småbørn, som har mindre plads i luftvejene end voksne og større børn Tilstanden starter som en ukompliceret RS-virus infektion, men efter 2-3 dage forværres tilstanden med tiltagende hoste, hivende og besværet vejrtrækning med en hurtigere vejrtrækningsrytme. Luftvejstillukningen kan udvikle sig til en livstruende tilstand, der kræver at barnet indlægges på sygehus.

Er barnet svækket i forvejen, f.eks. af en forudgående luftvejsinfektion, er risikoen øget for komplikationer ved en RS-virus infektion.

Andre risikofaktorer kan være :

  • For tidligt født barn (premature børn)
  • Børn med medfødt hjerte- eller lungesygdom
  • Passiv rygning

Hvordan kan jeg vide om mit barn har en RS-virus infektion?
Hvis barnet udviser tegn på en tiltagende anstrengt vejrtrækning, tiltagende hoste og generelt er klattet, træt og appetitløs uden lyst til at lege, kan det være tegn på RS-virus. Specielt hos spædbørn bør man være opmærksom på om barnet er begyndende blå om munden og omkring neglelejet. Dette kan være tegn på at barnets vejrtrækning er alvorligt påvirket og man bør søge akut lægehjælp.

Man bør altid kontakte en læge hvis man er i tvivl om der er tale om en RS-virus.

 

Hvordan behandler man en RS-virus infektion?

I de fleste tilfælde går sygdommen over af sig selv og kræver ingen særlig behandling. I tilfælde af feber kan lægen evt. foreslå febersænkende medicin (f.eks. Magnyl®, Pamol eller Panodil®).

Som tidligere nævnt kan det i alvorligere tilfælde være nødvendigt at indlægge barnet på sygehus og evt. behandle vejrtrækningen med medicin. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at give barnet ilt, for at hjælpe på vejrtrækningen, og væske i en blodåre hvis barnet viser tegn på væskemangel. Antibiotika har ingen effekt på sygdommen da der er tale om en virusinfektion.

 

Hvordan forløber en RS-virus infektion?

Hos de fleste børn med bronkiolitis aftager symptomerne inden for 5 til 7 dage. Hovedparten kommer sig fuldstændig og vil ikke være mere udsat for kommende halsinfektioner end andre børn.

 

Kan mit barn få RS-virus igen?

Barnet kan godt blive smittet med RS-virus flere gange, men sandsynligvis vil symptomerne være meget mildere ved senere infektioner.