Kikkertundersøgelse af endetarm og nederste del af tyktarm (sigmoideoskopi)

Speciallæge, dr.med. Peter Hansen

Sidst opdateret af redaktionen den 13. oktober 2021

Sigmoideoskopi er en undersøgelse af endetarm og nederste del af tyktarmen.

Undersøgelsen er er en kikkertundersøgelse hvor en lillefingertynd bøjelig slange (et sigmoideoskop) føres gennem endetarmen, op til den nederste del af tyktarmen.

Sigmoideoskopien kan afsløre sygelige forandringer i endetarm og nederste del af tyktarmen  som for eksempel syge tarmslimhinder, kræft m.m.

 

Forberedelse

For at lægen skal kunne gennemføre undersøgelsen skal man være fastende. Det vil sige at De ikke må have spist eller drukket fra klokken 24 dagen inden undersøgelsen. Desuden skal De 2 timer før undersøgelsen anvende et klyx, dvs. et lille lavement for at sikre at undersøgelsen kan gennemføres.

Hvis de får livsvigtig medicin, må de godt tage denne med et glas vand om morgenen. Tabletmedicin mod sukkersyge bør de vente med til efter undersøgelsen.

 

Undersøgelsen

Ved undersøgelsen skal De ligge på den ene side (oftest venstre). Lægen fører sigmoideoskopet ind gennem Deres endetarm og op til den nederste del af tyktarmen, og undersøger tarmen.

 

Hvor lang tid tager undersøgelsen?

Undersøgelsen varer mellem 5 og 15 minutter.

Bivirkninger

Det gør i reglen ikke ondt at få foretaget undersøgelsen, men når der pumpes lidt luft ind i tarmen under undersøgelsen, kan det give en let trykkende fornemmelse og trang til at slippe af med luften. Efter undersøgelsen suges luften ud igen.

 

Komplikationer

Undersøgelsen anses for sikker, men der er en lille risiko (mindre end 0,1%) for komplikationer. Der kan forekomme blødning eller hul gennem tarmens væg. Især hvis der er fjernet polypper eller udført anden behandling under sigmoideoskopien. I visse tilfælde kan sådanne komplikationer nødvendiggøre en operation.

 

Observation efter undersøgelse

De vil som regel efter undersøgelsen skulle observeres ca. 1 time, hvor de ikke må spise og drikke, på grund af bedøvelsen.

 

Relevante links