Skoldkopper (Varicella)

Speciallæge, ph.d. Jesper Clausager og speciallæge, dr.med. Peter Schwarz

Hudplejeprodukter der kan anvendes mod skoldkopper, kan ses her.

 

Skoldkopper er meget smitsom, men man får normalt kun sygdommen én gang i sit liv.


Skoldkopper viser sig ved feber og et udslæt, der består af knopper, blærer og skorper over hele kroppen.

Skoldkopper hos en ung mand

Varicella hos en voksen

Skoldkopper rammer ikke kun børn

 

Symptomer

Skoldkopper begynder med let feber og hovedpine i 1-2 dage, derefter kommer der et udslæt, i første omgang i ansigtet og siden breder det sig ned over brystet. Udslættet breder sig efterfølgende til hårbunden, arme og ben. Slimhinderne i munden kan også blive angrebet.

Udslættet udvikler sig fra kløende røde pletter til lidt større knopper, som derefter bliver til blærer – blærerne ligner vanddråber omgivet af en rød cirkel. I løbet af et par dage tørrer vanddråberne ind eller brister, og blærerne omdannes til en skorpe. Barnet vil typisk have forskellige slags skoldkopper – både røde pletter, knopper, blærer og skorper – på samme tid. Antallet af skoldkopper kan veksle fra mange hundrede til ganske få.

Temperaturen stiger under sygdommen til omkring 39-40ºC. Sygdommen forekommer hyppigst i børnehave- og skolealderen og varer som regel 1 uge.

Der er stor forskel på, hvor medtagne børnene kan blive. De yngste børn kommer som regel let over sygdommen, medens den er værst hos de større børn, der kan få mange skoldkopper og høj feber.
Da udslættet er kløende, vil barnet ofte kradse i skoldkopperne. Man skal dog søge at undgå dette, da det kan medføre at bakterier giver betændelse i huden omkring skoldkopperne. Kommer der betændelse i skoldkopperne, bliver huden varm, rød, øm og hævet.
Gravide der ikke har haft sygdommen, bør undgå smitte med skoldkopper, da der vil være risiko for fosteret ved skoldkopper under graviditet.

Årsag til skoldkopper

Skoldkopper er forårsaget af et virus (varicella-zoster virus).
Man kan kun få skoldkopper én gang i sit liv.

Der kan senere i livet optræde en tilstand kaldet helvedesild (Herpes zoster), som skyldes en reaktivering af skoldkoppevirus. Tilstanden kan typisk  forekomme mange år efter den oprindelige skoldkoppeinfektion. Helvedsild giver et smertefuldt udslæt. Hos de fleste går tilstanden i ro inden for en måned. I sjældne tilfælde kan helvedsild ramme øjnene eller ansigtsnerver og påvirke synet eller følesansen i ansigtet.

 

Smitte og inkubationstid

Skoldkopper er meget smitsom. Der går cirka 2 uger fra man har været udsat for smitte, til sygdommen indtræder (inkubationstiden).
Sygdommen smitter ved berøring og gennem luften. Et barn med skoldkopper kan smitte andre børn flere dage før det selv bliver sygt. Samtidigt smitter barnet lige indtil den sidste blære har dannet en tør skorpe.

En person med helvedesild (se ovenfor) kan godt smitte og give skoldkopper. Man kan dog ikke få helvedsild ved at være sammen med en person der har helvedsild.

 

Behandling

Har dit barn høj feber bør skal du lade dit barn være i et køligt rum, dynen byttes ud med et lagen, og lad dit barn være i undertøj. Ved den høje feber tabes meget væske, hvorfor du bør tilbyde dit barn rigeligt at drikke.

Det er muligt at dæmpe kløen fra skoldkopperne ved anvendelse af zinklinement, som kan købes på apoteket. Kradser barnet i skoldkopperne, kan det være en god idé at klippe barnets negle eller give handsker på (specielt om natten).

Følgende hudplejeprodukter kan desuden bruges til behandling af skoldkopper: