Snorken

Speciallæge Angelica Lauritzen

Hvad er snorken?

Snorken skyldes i de fleste tilfælde en for stor og fyldig drøbel, samt et slapt ganespejl i den bløde del af ganen.

De fleste mennesker snorker af og til, i mange tilfælde uden at det er til gene for en selv eller omgivelserne, men i en del tilfælde er lyden af snorken så kraftig at den vækker både den snorkende selv og de der sover i nærheden.


 

Hvordan behandles snorken?

En snorkebehandling, hvor drøblen og en lille del af vævet i den bløde gane fjernes med laser, afhjælper dette problem. Ved en forundersøgelse hos lægen aftales søvnregistrering og tid for behandling.

Behandlingen indledes med lidt beroligende medicin hvorfor man ikke selv kan køre bil til og fra behandlingen, der ellers kun tager ca. 1 time ambulant. Snorkebehandlingen foregår i lokalbedøvelse, og med laserbehandling fjernes drøblen og en lille del af ganebuerne i den bløde gane.

Efterbehandling

I ca. en uge efter behandlingen kan der være smerter i det behandlede område, svarende til en halsbetændelse. Der ordineres, af den behandlende læge, speciel smertestillende medicin mod disse smerter. Det er muligt at gå på arbejde dagen efter behandlingen, men anstrengelser såsom sport, frarådes den første uge efter.

Efter endt behandling ophører ca. 85 % af de opererede med at snorke, de resterende 15 % opnår betydeligt nedsat snorken.