Svamp i ansigtet 

Svamp i ansigtet forveksles ofte med forskellige former for udslæt.

Hvis du tror, at du har svamp i ansigtet, bør du gå til lægen for at få stillet en diagnose.

Her er en oversigt over nogle af de forskellige former for svamp og udslæt, der kan forekomme i ansigtet:

 

Ringorm

Ringorm er en svampeinfektion, der forårsages af dermatofytter. Ringorm kan angribe huden på hele kroppen og de forskellige infektioner bærer navn efter det område, de optræder i (f.eks. fodsvamp [tinea pedia], hårbundssvamp [tinea capitis]) osv. Ringorm kan også angribe ansigtet. Når dette sker, vil man ofte have ringormeinfektioner andre steder på kroppen, som f.eks. i hårbunden. Læs evt. mere om ringorm her.

 

Skæleksem

Skæleksem (seborisk eksem) rammer især ansigtet og hårbunden. Eksemet forekommer fra puberteten og rammer omkring 3 – 5% af befolkningen. Man mener, at svampearterne Malassezia furfur eller Pityrosporum ovale er medvirkende til udviklingen af eksemet. Skæleksem er dermed ikke svamp i sig selv, men de nævnte svampearter kan muligvis bidrage til sygdommens udvikling. Skæleksem viser sig ved fedtede eller tørre skæl i hårbunden. I mere alvorlige tilfælde breder eksemet sig til ansigtet, hvor den medfører rødme og skæl i området omkring øjenbrynene og næsen . Læs evt. mere om skæleksem her.

 

Børneeksem

Børneeksem (atopisk eksem) rammer – som navnet antyder – især børn. Omkring 20% af alle børn har eksemet, mens kun omkring 1% af alle voksne har det. Børneeksem viser sig ved tør hud, der har tendens til at klø. Sygdommen er præget af perioder, hvor eksemet opblusser og bliver rødt, skællene og mere kløende. Læs evt. mere om børneeksem her.

Kontakteksem

Kontakteksem er hudinflammation, der skyldes irritationer eller allergi. Eksemet forekommer hyppigere hos mænd end kvinder, og hyppigst hos mennesker der er mellem 20 og 40 år gamle. Kontakteksem er meget kløende og findes i to stadier; et akut stadie med rødme, hævelse og blæredannelse, samt et kronisk stadie med dannelse af skæl og revnet, grov hud.

 

Lussingesyge

Lussingesyge (Erythema infectiosum) kaldes også “den femte børnesygdom” og er en virussygdom, der skyldes et virus ved navn parvovirus B19. Den rammer især børn i alderen 5 – 15 år og medfører et rødt udslæt på begge kinder, der minder om mærker efter lussinger. Læs evt. mere om lussingesyge her.

 

Børnesår

Børnesår (Impetigo) er infektioner i huden, der skyldes stafylokokker eller streptokokker. Selvom sårene kan forekomme i alle aldre, er de mest almindelige hos børn, hvilket har givet dem navnet børnesår. De starter som regel som en lille rift eller udslæt, der på få dage udvikler sig til en pusfyldt blære. Denne blære udvikler sig til en sårskorpe, som evt. ledsages af nye blærer. Læs evt. mere om børnesår her.

 

Rosacea

Rosacea er en kronisk, inflammatorisk hudsygdom, der rammer omkring 3 – 5% af befolkningen, og især den voksne del i aldersgruppen 30 – 50 år. Sygdommen starter med rødme. Senere bliver små blodkar på næsen og kinderne synlige. Efterfølgende udvikles røde knopper eller bumser i ansigtet. Afhængigt af sygdommens videre forløb kan endnu flere symptomer opstå.

 

OBS: Bemærk at sygdommene og udslættene ovenfor i de fleste tilfælde ikke har nogen relation til svamp. Som nævnt indledningsvist bør du søge læge, hvis du mener, at du har svamp i ansigtet.