Feber hos voksne, børn og babyer

Speciallæge, dr.med. Peter Hansen

Sidst opdateret af redaktionen den 04. januar 2023

Febernedsættende midler kan købes her.

 

Hvad er feber?

Feber betegner en kropstemperatur, der er over 38°C. Feber er en reaktion, som udløses af kroppen, når fremmede organismer trænger ind (f.eks. virus eller bakterier).

Feber forekommer ved mange sygdomme og skal derfor ses i sammenhæng med andre symptomer samt den almene tilstand.

Feber hos voksne

Hos voksne er feber næsten altid kroppens forsøg på at nedkæmpe en infektion forårsaget af virus eller bakterier. I de fleste tilfælde er det ikke nødvendigt (eller hensigtsmæssigt!) at sænke kropstemperaturen med febernedsættende midler, da man herved blot hæmmer kroppens evne til at bekæmpe infektionen.

I nogle tilfælde kan feber dog også have andre årsager, som f.eks. allergi, eller mere sjældne årsager som f.eks. tarmsygdomme, visse typer kræft m.fl.

Hos voksne gælder det generelt, at feber er ufarligt, hvis den almene tilstand er god – dvs. hvis man f.eks. har lyst til at læse, arbejde, se TV o.lign. Hvis man derimod generelt føler sig utilpas og kun har lyst til at ligge i sengen uden at foretage sig noget, betragtes den almene tilstand for at være dårlig, hvilket kan være tegn på alvorlig sygdom.

Febernedsættende midler til voksne kan købes her.

 

Feber hos børn og spædbørn (babyer)

Feber er ikke farligt, hvis barnet ellers er sundt og raskt.

Har et barn feber skal man sørge for at varmen kan komme væk, dvs. er barnet i seng, skift da dynen ud med et lagen, og skift nattøj ud med undertøj. Giv barnet rigeligt at drikke, man taber meget væske når man har feber.

Bliver temperaturen høj, barnet sløvt eller bliver der påvirkning af vejrtrækningen, skal du straks ringe til lægen.

 

Årsag

Feber betyder oftest, at et barn har en infektion med et virus, f.eks. forkølelse eller influenza. Små børn får højere feber end voksne, dvs. ofte 39 – 40ºC ved blot en forkølelse.

Temperaturen er lavest om morgenen og almindeligvis stiger barnets temperatur i løbet af dagen og topper om aftenen. Typisk har et barn med forkølelse 38ºC om morgenen stigende til omkring 39ºC om aftenen, uden at det er tegn på, at sygdommen er forværret.

 

Behandling

Barnet skal klædes af, gerne til undertøjet så temperaturen kan falde. Rummet barnet opholder sig i må også gerne være køligt. Barnet skal drikke meget, da feberen medføre væsketab. Barnet behøver ikke at ligge i sengen, hvis det hellere vil være oppe og lege.

Du kan evt. give barnet febernedsættende medicin (f.eks. Panodil® eller Pinex®) ved sovetid, da det giver barnet en mere rolig søvn.

Til børn over 2 år anbefales følgende febernedsættende midler (husk at læse indlægssedlen):

 

Gode råd

Temperaturen bør måles, når barnet har hvilet i 20 minutter i et køligt rum. Man bør være opmærksom på, hvor man måler temperaturen: I munden eller under tungen vil den typisk ligge 0,5 ºC under temperaturen målt i endetarmen og målt under armhulen vil den ligge 0,2 ºC under endetarmstemperaturen.

Temperaturen kan under let stige op til 38ºC, uden at barnet behøver at fejle noget. Ophold i et varmt rum får også temperaturen til at stige. Normalt er temperaturen om morgenen hos et barn under 37ºC og under 37,5ºC om aftenen.

 

Ring til lægen med det samme, hvis barnet:

  • er sløvt
  • er svært at komme i kontakt med
  • har feber og vejrtrækningsbesvær
  • temperaturen er over 40,5ºC
  • har tilbøjelighed til feberkramper
  • har feber i mere end 3 dage
  • ikke vil drikke og/eller har mistet meget væske
  • bliver meget dårligt
  • får stiv nakke sammen med feber

 

Feber hos spædbørn/babyer

Spædbørn/babyer såvel som børn får oftere feber end voksne. De samme råd der gives ovenfor omkring børn, gælder for så vidt også spædbørn.

Spædbørn/babyer kan ikke regulere kropstemperaturen i samme grad som voksne og får derfor lettere feber. De er til gengæld også lettere at afkøle end voksne.

Hos børn under 6 måneder bør man kontakte lægen, hvis feber opstår. Børn under 3 måneder bør som udgangspunkt ikke have feber og her bør man altid kontakte lægen.

Når små børn begynder at få tænder, er det dog normalt, at feber forekommer.

Hyppigt stillede spørgsmål

Herunder besvares en række hyppigt stillede spørgsmål om feber:

 

Er feber et symptom?

Feber er i sig selv et symptom, men siger ikke noget om, hvor alvorlig sygdommen er.

 

Kan feber smitte?

Nej, feber i sig smitter ikke, da det er kroppens egen reaktion, men den underliggende årsag til feberen – dvs. sygdommen eller infektionen – kan muligvis smitte.

 

Hvordan måler man feber?

Feber måles – hos børn såvel som voksne – med et termometer (vi anbefaler et øretermometer). Temperaturen bør måles efter 10 minutters hvile. Selve målingen bør som udgangspunkt foretages i endetarmen, da måling her giver det mest pålidelige resultat. Her skal temperaturen normalt være 37,1°C. I ørerne og munden er den normale temperatur en smule lavere (hhv. 36,6°C og 36,4°C).

Måling i endetarm bør foretages i 2 minutter, hvor termometret indsmøres i vaseline og indføres i endetarmen. Måling i mund eller under armhule bør også vare 2 minutter. Måling i øre foregår med et specielt øretermometer, hvor man bør læse og følge instruktionen nøje.

Husk at bruge det samme termometer hver gang, du måler.

 

Hvad er den normale temperatur hos voksne?

36 – 37,5°C betragtes som normal kropstemperatur hos voksne såvel som børn. Som nævnt ovenfor er der dog små temperaturforskelle i kroppen, og fordi man typisk måler i endetarmen, munden, ørerne og i armhulerne, bør man tage højde for disse temperaturforskelle.

Herunder ses en oversigt over de normale temperaturer i de forskellige områder af kroppen:

  • Endetarmen: 37,1°C (normalt det bedste sted at måle temperaturen)
  • Ørerne: 36,6°C
  • Munden: 36,4°C
  • Armhulerne: 36,9°C

Bemærk at nogle mennesker generelt har en højere kropstemperatur end andre. Husk også på at morgentemperaturen typisk er en smule lavere end aftentemperaturen. Hos både voksne og børn er 36,5 – 37,5°C en normal morgentemperatur. Hos spædbørn/babyer er kropstemperaturen dog næsten konstant.

Læs evt. mere om kropstemperaturen her.

 

Er feber farligt?

Selvom feber er en reaktion, som kroppen selv skaber, kan den i nogle tilfælde nå en højde, der er farlig for helbredet:

  • Feber over 41 grader medfører fare for hjerneskade
  • Feber over 42 grader kan medføre bevidstløsthed
  • Ved en kropstemperatur på over 45 grader dør man

 

Håndkøbslægemidler mod feber

Du kan købe febernedsættende midler her:

Panodil®

Pinex®

Pamol®