Parathyreoidea-scintigrafi
Undersøgelsen anvendes til at undersøge biskjoldbrusk-kirtlernes form, størrelse og funktion. Denne undersøgelse foregår normalt på sygehus, på afdelingen for klinisk fysiologi og nuklearmedicin.
Forberedelse til undersøgelsen?
Undersøgelsen kræver ingen særlig forberedelse. Hvis man er gravid, skal man huske at meddele det til personalet når man ankommer til undersøgelsen.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Patienten lægges på et fast leje under et kamera. Hovedet støttes af en fast pude.
Samtidig med at optagelsen starter, får patienten en indsprøjtning med et radioaktivt sporstof i en blodåre i armen. I de efterfølgende 3 timer optages flere billedserier.
Hvor længe tager undersøgelsen?
Hele undersøgelsen tager i gennemsnit 3 timer.
Ubehag?
Ubehaget svarer til at få taget en almindelig blodprøve.
Hvornår får man svar?
For indlagte patienter vil der være svar efter 1-2 dage, mens ambulante undersøgelsessvar foreligger efter ca. 3 dage.
Er det radioaktive sporstof farligt?
Nej, der anvendes en ganske lille mængde radioaktivt sporstof, som forsvinder ud af kroppen i løbet af kort tid.