Type 2 sukkersyge

Hvad er type 2 sukkersyge ?

Type 2 sukkersyge (ikke-insulinkrævende sukkersyge, aldersdiabetes eller gammelmandssukkersyge) er den hyppigste form for sukkersyge. Type 2 diabetes er karakteriseret ved nedsat sukkertolerance, hvilket medfører højt indhold af sukker i blodet. Det høje blodsukker skyldes hovedsageligt en nedsat virkning af insulin i muskelvæv, fedtvæv og i leveren (insulinresistens) hos disse patienter. Patienter med type 2 diabetes har samtidigt en utilstrækkelig insulinproduktion fra bugspytkirtlen, men i modsætning til type 1 diabetes er den dominerende fejlmekanisme hos type 2 diabetikere insulinresistens (en nedsat følsomhed for insulin). Type 2 diabetes er en del af det såkaldte metaboliske syndrom (insulinresistenssyndromet), der foruden sukkersyge inkluderer overvægt (adipositas), for højt blodtryk (hypertension), for høje værdier af fedtstoffer i blodet (hyperkolesterolæmi) og tendens til for tidlig udvikling åreforkalkning og hjertekarsygdom. Det er således karakteristisk at patienter med type 2 diabetes hyppigt har en eller flere af disse sygdomme.

Hvem får type 2 sukkersyge ?

Forekomsten af type 2 sukkersyge varierer betydeligt verden over. I Danmark skønner man at ca. 150.000 mennesker har type 2 sukkersyge, og formentlig lige så mange har sygdommen uden at de ved det. Der er en stigende hyppighed af sygdommen med alderen, således at ca. 1 ud af 10 personer over 60 år har type 2 sukkersyge.

Ca. halvdelen af de personer der har type 2 sukkersyge, men som ikke ved det, er under 65 år.

Sygdommen, der tidligere fejlagtig blev antaget kun at ramme ældre mennesker (deraf betegnelsen gammelmandssukkersyge) findes oftere og oftere hos yngre personer.

Hvorfor får man type 2 sukkersyge ?

Årsagen til sygdommen kendes ikke med sikkerhed, men undersøgelser har vist, at både arvelige faktorer og faktorer i miljøet og den måde vi lever på (vores livsstil) er af betydning for sygdomsudviklingen. De vigtigste miljøfaktorer der medvirker til udvikling af sygdommen er:

fedtrig kost (især kost indeholdende mættede fedtstoffer)
tobaksrygning
nedsat fysisk aktivitet
overvægt

Det er vist, at hvis man har en far eller mor med sygdommen, så har man selv en livstidsrisiko på ca. 40 % for at få sygdommen. Hvis begge forældre har denne form for sukkersyge er risikoen over 90%.

Bortset fra en lille del af patienter med type 2 sukkersyge, har man dog endnu ikke fundet de specielle genfejl (mutationer) der fremkalder sygdommen. Man mener at miljøfaktorer enkeltvis eller i kombination kan fremkalde sygdommen hos arveligt disponerede personer.

Hvad er symptomerne på type 2 sukkersyge ?

Symptomer kan være som ved type 1 sukkersyge (insulinkrævende sukkersyge)

tørst

øget vandladning

træthed

synsforstyrrelser

lægkramper

føleforstyrrelser

kløe

svamp omkring kønsorganer

Type 2 sukkersyge er imidlertid ofte uden symptomer og opdages tilfældigt f.eks. i forbindelse med et "rutinecheck" hos lægen, eller i forbindelse med en indlæggelse for en sygdom der på en eller anden måde har en sammenhæng til sukkersygen. Sygdomme der ofte er forbundet med ny-opdagelse af type 2 sukkersyge er blodprop i hjertet, hjertekrampe eller slagtilfælde.

Hvordan er sygdomsforløbet ved type 2 sukkersyge ?

Man regner med at patienter med type 2 sukkersyge på det tidspunkt hvor sygdommen opdages (diagnosetidspunktet), har haft sygdommen i ca. 10 år. Sygdommen er forbundet med stor risiko for udvikling af følgesygdomme. Man skelner her mellem såkaldt storkars- og småkarssygdom. Storkarssygdom er åreforkalkning i blodkar til arme og ben, hals og hjerne samt i hjertets kranpulssårer. Hyppigheden af blodprop i hjertet, slagtilfælde (apopleksia cerebri) og udvikling af sår på fødderne er således øget tre til fem gange hos patienter med type 2 sukkersyge, sammenlignet med raske personer med samme alder. Ved småkarssygdom forstår man sukkersygeforandringer i nyrerne, i øjnene og nervebanerne, der kan medfører henholdsvis nedsat funktion af nyrerne, nedsat syn eller endog synstab, samt føleforstyrrelser på grund af de påvirkede nervebaner.

Hyppigheden af type 2 sukkersygens følgesygdomme stiger med længden af den tid hvor man har været syg. Indenfor de seneste år er det imidlertid vist, at jo bedre sukkersygen er passet (dvs. jo bedre blodsukkeret er reguleret), og jo hurtigere sygdommen er opdaget efter at man har fået den, jo mindre er risikoen for at patienten får følgesygdommene.

Hvordan stilles diagnosen type 2 sukkersyge ?

Diagnosen type 2 sukkersyge stilles ved en blodprøve, der skal tages fastende om morgenen. Er sukkerindholdet i blodet mere end ca. 7 mmol/l ved to blodprøver, taget på to forskellige morgener, så har man sukkersyge. Når blodprøveresultatet foreligger kan lægen ud fra de symptomer patienten har klaget over, patientens alder og eventuelt andre blodprøver afgøre om det drejer sig om type 1 eller type 2 sukkersyge.

Diagnosen kan også stilles ved et tilfældigt målt blodsukker (altså ikke fastende) på mere end ca. 11 mmol/l når man samtidig har symptomer på sukkersyge. Endelig kan type 2 sukkersyge diagnosen stilles ved en sukkerbelastningstest.

En måling af om der er sukker i urinen kan ikke benyttes til at stille diagnosen sukkersyge.

Følgesygdomme til type 2 sukkersyge

Diabetisk nyresygdom

Omkring en tredjedel af patienter med type 2 sukkersyge udvikler nyresygdom på grund af sukkersygen. Denne form for nyresygdom er karakteriseret ved en tiltagende udskillelse af æggehvidestof i urinen og gradvis aftagende funktion af nyrerne. I de tidlige stadier af sygdommen er der ingen symptomer på nyresygdommen, men senere i forløbet kan der blandt andet udvikles væskeansamlinger i kroppen og for højt blodtryk. Diagnosen kan stilles ved en urinprøve hvor udskillelsen af æggehvidestof måles.

De vigtigste faktorer der har betydning for om nyresygdom udvikles hos patienter med type 2 sukkersyge er niveauet af sukker i blod og blodtrykket. Det er således at jo nærmere sukkerindholdet i blodet er det normale og jo lavere blodtrykket er, jo lavere er risikoen for at sukkersygebetinget nyresygdom udvikles og jo lavere er risikoen for videreudvikling af nyresygdommen hvis man først har den.

Det er således af meget stor betydning for sygdomsforløbet at sygdommen opdages tidligt og derfor anbefales alle patienter med type 2 sukkersyge at få undersøgt deres urin én gang årligt. Hvis der påvises æggehvidestof i urinen og/eller der konstateres for højt blodtryk skal urinen undersøges ved hver eneste ambulante kontrol. Behandlingen af nyresygdommen sigter på at bedre sukkerniveauet i blodet, sænke blodtrykket og undgå rygning. Man anbefaler medicinsk behandling med et middel mod for højt blodtryk, en såkaldt ACE hæmmer eller angiotensin II antagonist, også selvom blodtrykket er normalt. Det er nemlig påvist at dette stof hæmmer videreudvikling af sygdommen.

Diabetisk øjensygdom

Patienter med type 2 sukkersyge kan typisk udvikle tre forskellige slags øjensygdom:

1: brydningsforstyrrelser i linsen, der af patienterne opleves som sløret syn, især vanskeligheder ved at fokuserer. Disse symptomer er relateret til udsving i sukkerindholdet i blodet og er forbigående.

2: Patienter med type 2 sukkersyge udvikler lidt hyppigere end personer uden diabetes grå stær, ligesom en sjælden form for grøn stær også optræder hyppigere hos disse patienter.

3: Omkring halvdelen af alle patienter med type 2 sukkersyge får forandringer på nethinden (retinopati), der kræver regelmæssig vurdering og/eller behandling. Sygdommen giver i begyndelsen ingen symptomer, men kan efter en årrække føre til nedsat syn og uden behandling til blindhed. Af betydning for udvikling af nethindeforandringer er blandt andet sukkerindholdet i blodet og blodtrykket. Jo bedre reguleret man er des mindre risiko for udvikling af nethindeforandringer. Da der findes særdeles gode behandlingsmuligheder er regelmæssig (én gang årligt, hvis der ikke er øjengener) undersøgelse hos specialist i øjensygdom meget afgørende for det videre forløb. Det er nemlig påvist at tidlig behandling med laserstråler bedre prognosen betydeligt. Indførelse af denne behandlingsform har således nedbragt antallet af sukkersygepatienter der helt mister synet, dramatisk.

Diabetisk nervebetændelse

Type 2 sukkersyge er forbundet med risiko for at udvikle sygdomme i nervesystemet, hvoraf de vigtigste er betændelse i nerver til arme og ben, sensomotorisk neuropati, og betændelse i nerver til de indre organer (autonom neuropati).

Betændelse i nerver til arme og ben viser sig især ved nedsat berørings- og smertesans på fødder, underben og i fremskredne tilfælde på hænder og fingre. Desuden udvikles føleforstyrrelser ofte i form af brændende/smertende eller sovende fornemmelser i benene. Endelig ses udvikling af fodsår ved trykpunkter og i sjældne tilfælde kan nervebetændelsen fører til amputation. Hos omkring halvdelen af patienter med type 2 sukkersyge kan denne form for nervebetændelse påvises, mens kun en tredjedel af disse rent faktisk har symptomer. Smertende føleforstyrrelser kan forsøges behandlet med specielle former for medicin, der normalt anvendes mod epilepsi og depression, selvom nervebetændelsen så vidt vides intet har at gøre med disse sygdomme.

Ved autonom neuropati er der betændelse i nerverne til de indre organer. Det kan bevirke symptomer i form af svimmelhed eller besvimelser ved overgang fra liggende til stående stilling, idet blodtrykket falder (ortostatisk hypotension). Patienterne kan udvikle diarre og opkastninger på grund af betændelse i nerver til mave og tarmsystemet (enteropati), en tilstand der kan behandles med et antibiotikum, erytromycin. Endelig kan autonom neuropati vise sig ved forstyrrelser i urinblærens funktion (cystopati) og deraf manglende blæretømning med risiko for at udvikle gentagne blærebetændelser. Hos mænd er impotens et hyppigt og overset symptom på nervebetændelse. Denne tilstand kan behandles med indsprøjtning (i penis) eller påsmøring af forskellige præparater, indoperation af proteser eller med tabletter.

"Sukkersygefoden"

- Fodsår: En stor del af patienter med type 2 sukkersyge udvikler fodsår enten på grund af nervebetændelse, øget infektionstilbøjelighed eller nedsat cirkulation af blodet eller en kombination heraf. Det er naturligvis vigtigt at erkende årsagen(erne) til fodsåret, således at disse udløsende tilstande kan forsøges behandlet og udvikling af nye fodsår kan forebygges. Centralt i behandlingen af fodsår er aflastning og en god kontrol af sukkerindholdet i blodet. Dette betyder at der i en periode skal anvendes behandlingsfodtøj, der giver plads til forbinding og beskytter foden. Selve plejen af såret varetages af sygeplejersker og er der tegn til infektion i såret kan behandling med antibiotika, typisk et stof fra penicillin gruppen, komme på tale. Hvis såret bliver kronisk eller hvis der er tale om nedsat kredsløb kan kirurgisk behandling blive aktuelt. Hvis kredsløbet er kritisk nedsat er der risiko for koldbrand og dermed amputation. Igennem de sidste årtier er der sket store behandlingsmæssige fremskridt på dette område. Således kan man ved udvidelse af pulsårerne til benene med ballon eller bypass operation effektivt behandle størstedelen af patienter med type 2 sukkersyge og koldbrand. Antallet af amputationer er således faldet drastisk efter disse behandlingsmetoder er indført.

- charcotfod: Denne tilstand er sjælden og er hvis den ikke behandles karakteriseret ved fremadskridende forandringer i fodens knogler og led. I starten ses pludselig opståede småbrud uden traumer og foden er hævet, rød og varm. Tilstanden kan behandles med gibsbandage eller bedre en såkaldt Aircast, som er en plasticstøvle med speciel form for polstring.

- Hvad kan patienten gøre for at undgå fodsår: Patienter med type 2 sukkersyge bør selv dagligt foretage ”fodeftersyn” og naturligvis henvende sig hvis de observerer noget usædvanligt. Derudover anbefales det at patienterne regelmæssigt, afhængig af ”fodstatus”, vurderes af en fodterapeut. Diabetikere får 60% tilskud til behandling hos en autoriseret fodterapeut, når behandlingen sker efter lægehenvisning. I modsat til gængs opfattelse er det ikke ”luksus” at gå til fodterapeut. Her får patienterne nemlig også undervisning og vejledning i hvad man skal være opmærksom på og selv kan behandle. Det er desuden vigtigt at gøre sig klart, at ændret fodtøjsstil kan være nødvendigt.

Hvad er MODY ?

MODY står for "maturity onset diabetes of the young", der løst oversat betyder aldersdiabetes udviklet i ung alder. Det er en undergruppe af type 2 sukkersyge omfattende 2-5% af al type 2 diabetes. Sygdommen er forårsaget af enkelte ændringer (mutationer) i bestemte arveanlæg (gener) og indtil nu har man fundet seks forskellige MODY gener. I modsætning til klassisk type 2 sukkersyge, kender man altså her den helt præcise årsag til sygdommen. MODY er karakteriseret ved at optræde i minimum tre på hinanden følgende generationer i samme familie, og i gennemsnit halvdelen af alle personer i hver generation vil udvikle sygdommen. Den form for sukkersyge som MODY patienter har, giver symptomer som ved klassisk type 2 sukkersyge, men i modsætning hertil udvikler MODY patienter sædvanligvis sygdommen før de fylder 25 år.

MODY patienter er slanke og har ikke øget forekomst af for højt blodtryk eller for højt niveau af fedtstoffer i blodet. Endvidere er patienterne karakteriseret ved at have normal virkning af deres insulin. MODY patienterne har derimod en nedsat produktion af insulin. Patienter udvikler som type 2 diabetikere småkarssygdom men sjældent storkarssygdom

Hvordan behandler man type 2 sukkersyge ?

Patienter med type 2 sukkersyge har udover for højt blodsukker (hyperglykæmi), ofte for høje fedtstoffer i blodet (hyperlipidæmi), for højt blodtryk (hypertension) og er betydeligt overvægtige (adipositas). Det er meget vigtigt at behandlingen af sygdommen ikke kun fokusere på behandlingen af det høje blodsukker, men også stiler mod at regulere disse sygdomme.

Behandling af for højt blodsukker: Formålet er at sænke sukkerindholdet i blodet til værdier nær det normale, og dermed undgå symptomer på for højt blodsukker, samt at nedsætte risikoen for udvikling af følgesygdomme til type 2 sukkersyge. Behandlingen omfatter diætbehandling, evt. tabletbehandling, evt. insulinbehandling samt anbefalinger om ændret levevis (øget motionsniveau og rygestop).

Diæt: Sukkersygekosten er på linie med de generelle kostråd til befolkningen:

spar på animalsk fedt
spis groft
spis grønt
spis ofte og
spis varieret

Der anbefales en kostsammensætning med følgende omtrentlige energi procent fordeling:

Kulhydrat der overvejende bør bestå af stivelsesprodukter: 50-60%
Fedt, hvis indhold af mættede fedtsyre bør være mindst mulig: 25-30%
Protein: 10-20%

Tabletter:

Stoffer der stimulerer produktionen af insulin fra bugspytkirtlen: Sulfonylurinstoffer, virker via den samme mekanisme, ved at binde sig til de insulin producerende celler (beta-cellerne) i bugspytkirtlen og derved stimulere insulinproduktionen. Disse stoffer anvendes til type 2 diabetikere der er slanke eller let overvægtige, hvor kostomlægning og øget motionsniveau ikke har ført til normalisering af blodsukkeret. Stofferne kan også anvendes i kombination med metformin til overvægtige type 2 diabetikere.

Stimulatorer af den måltidsafhængige insulinproduktion: Nateglinid (Starlix®) og repaglinid (Novonorm®), stimulerer også produktionen af insulin fra bugspytkirtlen, men via en lidt anden mekanisme end sulfonylurinstofferne. Disse stoffer optages hurtigt og skal tages til måltiderne. Hvis et måltid springes over skal tabletterne således ikke tages.

Metformin anvendes primært til overvægtige type 2 diabetikere under 70 år. Stoffet virker ved at nedsætte sukkeroptagelsen fra tyndtarmen, bedre insulins virkning og nedsætte sukkerdannelsen i leveren

Thiazolidinedioner er en ny gruppe af lægemidler, der har vist sig lovende til behandling af type 2 sukkersyge. Stoffernes primære virkning er, at øge insulins virkning (nedsætte insulinresistensen) i muskelvæv, fedtvæv og i leveren. Stoffet anvendes til overvægtige patienter med type 2 sukkersyge i kombination med metformin eller sulfonylurinstoffer når sukkerindholdet i blodet ikke er normaliseret ved behandling med disse stoffer alene.

Acarbose forsinker optagelsen af sukker fra tarmen til blodet. Det er fortrinsvis den stigning i blodsukkeret der ses efter et måltid der nedsættes. Stoffet tages ved starten af et måltid og kan kombineres med de øvrige præparater til behandling af type 2 sukkersyge.

Insulin: Insulin anvendes i en række situationer hos patienter med type 2 diabetes. Hos patienter hvor behandling med diæt og tabletter i forskellig kombination ikke har ført til normalisering eller næsten normalisering af sukkerindholdet i blodet. Insulin anvendes også hos normalvægtige eller undervægtige patienter med type 2 diabetes, hvor insulin produktionen fra bugspytkirtlen er nedsat. Endelig anvendes insulin midlertidigt i stress-situationer, f.eks. ved febersygdomme, i forbindelse med operationer, under behandling med binyrebarkhormon eller ved blodprop i hjertet. Insulin kan anvendes alene eller i kombination med et sulfonylurinstof eller metformin, men ikke i kombination med thiazolidinedioner

Behandlingsstrategi:

Hjørnestenen i behandlingen af type 2 sukkersyge er kostomlægning til en fedtfattig kost, med henblik på vægttab. Bare et beskedent vægttab på 4-5 kg har vist sig at have særdeles gunstig virkning på regulationen af blodsukkeret og i øvrigt også på blodtrykket og fedtstofferne i blodet. Hvis sukkerindholdet i blodet efter 1-3 måneders kostomlægning ikke er faldet til nærnormale værdier kommer behandling med tabletter og/eller insulin på tale. Hos enkelte patienter, der på diagnosetidspunktet har meget høje blodsukre og symptomer herpå, vil tabletbehandling eller endog insulinbehandling allerede på dette tidspunkt blive aktuelt. Hos overvægtige patienter vil man såfremt kostomlægning og livsstilsændringer ikke fører til det ønskede resultat starte behandling med metformin. Er dette ikke tilstrækkeligt kan behandling med stoffer der stimulerer insulin produktionen, thiazolidinedioner eller insulin blive nødvendigt. Hos normalvægtige patienter, der ikke kan reguleres tilstrækkeligt på kostomlægning alene vil man starte behandling med stoffer der stimulerer insulinproduktionen og hvis dette ikke er tilstrækkeligt herefter insulin.