Kolesterolsænkende medicin

Speciallæge, dr.med. Peter Hansen

Sidst opdateret af redaktionen den 26. april 2023

På markedet findes forskellige typer kolesterolsænkende medicin med forskellige virkningsmekanismer.

De mest anvendte er de såkaldte statiner, som har været brugt i mere end 25 år og i dag anvendes af ca. 600.000 danskere.

I denne artikel kan du læse om de 6 grupper af kolesterolsænkende medicin, der pt. bruges i Danmark. Fælles for alle midlerne er, at deres virkning er maksimal efter 4 – 6 ugers behandling.

Der findes 6 tyer kolesterolsænkende medicin

Læs evt. også:

Bemærk at informationen om indtag af medicin i denne artikel kun er vejledende og at man altid bør følge instruktionen på indlægssedlen.

 

Statiner

Anvendelse: Statiner anvendes til at behandle forhøjet kolesterol i blodet, når kostændringer ikke har kunne sænke kolesteroltallet tilstrækkeligt. Der er forskel på de enkelte statiners effektivitet og bivirkninger, og ved utilstrækkelig effekt og/eller bivirkninger kan lægen derfor foreslå et andet statin. Statiner tages om aftenen, da enzymet som de hæmmer, er mest virksomt om natten. Enkelte præparater kan dog tages om morgenen (se indlægsseddel). Statiner er den mest anvendte gruppe af kolesterolsænkende medicin og ca. 600.000 danskere anvender dem i dag.

Virkning: Statiner hæmmer et bestemt enzym i leveren, hvilket nedsætter dens dannelse af kolesterol. Statiner sænker blodets indhold af total-kolesterol og LDL-kolesterol og hos nogle patienter kan de også øge indholdet af HDL-kolesterol og sænke indholdet af triglycerider.

PræparaterAtorvastatin (flere mærker), Crestor®, Fluvastatin “Stada”, Fluvistad, Fluxstatin, Fluxstatin Retard, Inegy® komb., Lescol® Depot, Lovastation “Stada”, Pravastatin (flere mærker), Pravastatinnatrium “Teva”, Simvastatin (flere mærker), Zarator®, Zocor®.

Fibrater

Anvendelse: Fibrater anvendes til at behandle forhøjede niveauer af kolesterol og triglycerider i blodet. De har størst effekt på triglyceriderne. Fibrater tages 30 minutter før et måltid. Fibrater anvendes især, hvis patienten ikke kan tåle statiner eller hvis statinerne ikke har en tilstrækkelig virkning.

Virkning: Fibrater mindsker mængden af kolesterol og triglycerider i blodet ved at hæmme kroppens egen produktion af disse stoffer. Fibraterne mindsker i høj grad blodets indhold af triglycerider og i mindre grad dets totalkolesterol. De øger indholdet af HDL-kolesterol.

Præparater: Lopid®

Nicotinsyrederivater

Anvendelse: Nicotinsyre og nicotinsyrederivater anvendes til behandling af førhøjet kolesterol og forhøjede triglycerider, når behandling med anden medicin samt ændringer i kost og livsstil ikke har mindsket blodets kolesterolindhold tilstrækkeligt. Nicotinsyre tages 30 minutter efter et måltid og bør ikke indtages sammen med alkohol eller varme drikke.

Virkning: Nicotinsyre nedsætter dannelsen af triglycerider i leveren og hæmmer kroppens produktion af kolesterol. På denne måde sænker nicotinsyre blodets totalkolesterol, LDL-kolesterol og triglycerider, mens det øger indholdet af HDL-kolesterol.

Præparater: Olbetam®

Anionbyttere

Anvendelse: Anionbyttere bruges til behandling af forhøjet indhold af kolesterol i blodet, når det ikke er lykkedes at sænke patientens kolesteroltal ved hjælp af en fedtfattig kost alene. Anionbyttere bør tages 4 timer før eller 1 time efter anden medicin.

Virkning: Anionbyttere binder galdesyre (som har et højt kolesterolindhold) i tarmen. Tabet af galdesyrer får kroppen til at omdanne kolesterol til galdesyrer, hvilket efterfølgende øger udskillelsen af kolesterol i tarmen. På denne måde sænker anionbytterne niveauet af totalkolesterol og LDL-kolesterol.

Præparater: Cholestagel®, Lestid®, Questran®, Questran® loc

Kolesterolabsorptionshæmmere

Anvendelse: Kolesterolabsorptionshæmmere anvendes til behandling af forhøjet kolesterolindhold i blodet. De bruges ofte i kombination med et statin (i tilfælde hvor et statin-præparat alene har haft utilstrækkelig effekt, anvender man ofte kolesterolabsorptionshæmmere i kombination med et statin-præparat). Kolesterolabsorptionshæmmere kan indtages sammen med måltider og/eller drikkevarer.

Virkning: Kolesterolabsorptionshæmmere medfører en hæmning i optagelsen af kolesterol fra tyndtarmen uden at påvirke optagelsen af triglycerider, fedtsyrer, galdesyrer eller vitaminerne A og D. De sænker blodets indhold af totalkolesterol og LDL-kolesterol, og øger på samme tid indholdet af HDL-kolesterol.

Præparater: Atozet komb., Ezetrol®, Inegy® komb.

PCSK9-hæmmere

Anvendelse: PCSK9-hæmmere er en forholdsvis ny gruppe af kolesterolsænkende medicin, der bruges til behandling af forhøjet kolesterol i blodet, når fedtfattig kost alene ikke har kunne sænke blodets indhold af kolesterol tilstrækkeligt. PCSK9-hæmmere indsprøjtes under huden (injektion).

Virkning: PCSK9 (proprotein convertase subtilisin/kexin type 9) er et protein, der sandsynligvis kontrollerer antallet af LDL-receptorerne i leveren og forhindrer dem i at fjerne LDL-kolesterol fra blodet. Når PCSK9 hæmmes (vha. PCSK9-hæmmere) kan LDL-receptorerne fjerne mere LDL-kolesterol fra blodet, hvilket fører til et betydeligt fald i blodets indhold af LDL-kolesterol.

Præparater: Praluent, Repatha

 

Forholdsregler ved kolesterolsænkende medicin

Herunder følger enkelte generelle forholdsregler, som man bør være opmærksom på ved brug af kolesterolsænkende medicin:

  • Visse lægemidler må ikke anvendes sammen med kolesterolsænkende medicin. Hvis du skal behandles med andre medicintyper, bør du derfor altid gøre opmærksom på, at du allerede tager kolesterolsænkende midler.
  • Gravide og ammende må som udgangspunkt ikke anvende kolesterolsænkende medicin. Tal med din læge hvis du tager kolesterolsænkende medicin og bliver gravid.

Rådfør dig altid med din læge, hvis du i tvivl omkring anvendelse af medicin eller hvis du har spørgsmål til samme.

 

 

Anbefalede naturlægemidler og kosttilskud

Herunder ses to udvalgte naturlægemidler, der kan bruges til at sænke kolsteroltallet. Kosttilskuddene må ifølge den gældende lovgivning ikke anprises som kolesterolsænkende.

Naturlægemidler

Kosttilskud


 

Relevante links:

 

Anbefalede bøger

I følgende bøger findes yderligere information om kolesterol og kolesterolfattig kost: