Saroten®
Sidst opdateret af redaktionen den 23. januar 2023
Naturlægemidler der kan anvendes til behandling af nedtrykthed, kan ses her.
Saroten® er et middel mod depression, der indeholder aktivstoffet amitriptylin, og er et såkaldt tricyklisk antidepressiva.
Anvendelse
Saroten® anvendes mod depression, og evt. grænsepsykotiske tilstande med depressivt præg. Medicinen er angstdæmpende og beroligende.
Virkning
Saroten® virker ved at øge forskellige signalstoffer i hjernen, som påvirker overførslen af impulser. Selvom den eksakte sammenhæng mellem impulsoverførsler og depression er ukendt, ved man, at de har en indvirkning på vores humør og dermed depression.
Bivirkninger
Medicinen er især søvndyssende i starten. Mange af de øvrige bivirkninger forekommer kun i starten af behandlingen.
De mest almindelige bivirkninger ved behandling med Saroten® er: vægtforøgelse, øget appetit, kvalme, forstoppelse, tørhed i munden,
hovedpine, hjertebanken, høj puls, forvirring, rysten, sløvhed, svimmelhed, svedtendens, nedsat eller manglende sexlyst, sløret syn, uskarpt syn. Disse bivirkninger kan forekomme hos over 10% af de behandlede.
Herudover findes der en lang række mindre hyppige bivirkninger. Disse kan ses i indlægssedlen eller i produktresuméet fra Lægemiddelstyrelsen.
Advarsel
Medicinen må ikke anvendes ved betydende hjertefunktionsnedsættelse, ved leverlidelse, epilepsi, nylig blodprop i hjertet (se i øvrigt indlægsseddel eller produktresumé).
Graviditet
Under graviditeten må Saroten® kun anvendes ifølge aftale med lægen.
Amning
Saroten® udskilles i modermælken og kan derfor påvirke det ammende barn. Midlet kan anvendes, hvis det er meget nødvendigt, men det skal altid foregå efter aftale med lægen.
Dosis
Saroten® findes som tabletter á 10, 25 og 50 mg i pakninger med 100 stk.
- Voksne: 25 mg 2 gange dagligt, stigende med 25 mg hver anden dag til 150-200 mg. Hele dosis kan med fordel tages før sengetid.
- Ældre voksne: 10 mg 2 gange dagligt, stigende til 75 mg.
Dosis bør nedtrappes gradvist ved behandlingens ophør.
Midlet bør ikke anvendes til unge under 18 år, da erfaring savnes.
Producent: Lundbeck.
Naturlægemidler der kan bruges til behandling af nedtrykthed, kan ses her.
Præparater med lignende eller samme virkning