Svamp under graviditet 

Speciallæge, dr.med. Peter Hansen

Sidst opdateret af redaktionen den 29. december 2022

Når man er gravid, øges risikoen for svampeinfektioner (især svamp i skeden) betydeligt.

Dette skyldes, at kroppen gennemgår nogle hormonelle forandringer, som bl.a. påvirker sammensætningen af sekretet i skeden, hvilket gør levevilkårene for de naturligt forekommende gærsvampe i underlivet meget bedre. Dette kan skabe en ubalance i skedens miljø, som kan medføre følgende symptomer på skedesvamp:

  • Kløe og svie i skeden
  • Smerter ved vandladning
  • Smerter ved samleje
  • Udflåd, som evt. har en unormal lugt, farve, konsistens eller mængde

Hvis du er gravid og har mistanke om at have skedesvamp, bør du søge læge. Det samme gælder hvis du har gentagende eller tilbagevendende tilfælde af skedesvamp.

 

Behandling af skedesvamp hos gravide

Behandling af skedesvamp under graviditeten bør altid foregå i samråd med en læge. Der findes flere præparater til behandling af svampeinfektioner i skeden, men de bør alle anvendes med forsigtighed under graviditeten.

Canesten® f.eks. benyttes ofte til behandling af skedesvamp, men under graviditeten skal det anvendes med forsigtighed, fordi der kun er begrænsede erfaringer med behandling af gravide. Forsigtighed bør især udvises i de første 3 måneder af graviditeten.

Herudover bør følgende forholdregler bør tages ved behandling med Canesten® under graviditeten:

  • Canesten® vaginalcreme leveres med et indføringshylster, som gør det lettere at indføre cremen dybt i skeden. Dette hylster må ikke anvendes af gravide pga. risiko for skader på livmoderhalsen.
  • Det anbefales, at man anvender Canesten® vaginaltabletter fremfor Canesten® vaginalcreme, da tabletterne nemmere kan indføres med fingrene, hvilket minimerer risikoen for skade på livmoderhalsen.
  • Uanset hvilket lægemiddel du anvender, skal du huske at læse indlægssedlen før brug.

Under graviditeten må alle midler i Canesten®-serien udelukkende anvendes ifølge aftale med lægen.

 

Svamp i skridtet under graviditeten

Hvis du er gravid og har svamp i skridtet, skal du søge læge. Man vil normalt behandle svampeinfektionen med en svampedræbende creme (f.eks. Canesten® creme), men du skal være opmærksom på, at forholdsreglerne nævnt ovenfor også gælder i dette tilfælde.

Uanset hvilket lægemiddel du anvender, skal du huske at læse indlægssedlen før brug.

 

Ubehandlet skedesvamp

Hvis ikke skedesvamp behandles under graviditeten, vil dette medføre en høj risiko for, at barnet smittes med svamp ved fødslen. Derfor tilrådes det altid, at man søger læge for at få en korrekt diagnose og behandling, hvis man er gravid og har svamp i underlivet.

 

Relevante artikler